Medicinstudiets kandidatuddannelse
På kandidatuddannelsen lærer du, at diagnosticere, udrede, behandle og forebygge en lang række sygdomme. Det er den periode, hvor du skal erhverve evnen til at løse kliniske problemstillinger, så du på evidens-baseret grundlag kan hjælpe og informere patienter og pårørende bedst muligt. Du skal lære at arbejde sammen med patienter og sammen med andre faggrupper i sundhedssektoren for at sikre patienten den bedst mulige behandling. Kort sagt: Du skal lære at arbejde som læge.
De bærende elementer på kandidatuddannelsen er:
1. Klinisk viden
Du lærer om sygdomme, deres opståen, patologiske grundlag, deres hyppighed, symptomer, udredning, behandling samt forebyggelse og meget mere. Undervisningen er også her opbygget i tværfaglige moduler, som skal sætte dig i stand til at løse sygehistorier - og senere patientproblemer.
Underviserne kommer fra alle de kliniske specialer som f.eks. almen medicin, kirurgi, psykiatri, børnesygdomme, hudsygdomme og også fra andre fagområder som klinisk mikrobiologi, klinisk farmakologi, retsmedicin, socialmedicin, , genetik, patologi og arbejds- og miljømedicin.
2. Akademikersporet
Sporet er en fortsættelse af bachelordelens akademikerspor, men på et mere avanceret niveau. Målet er stadig, at du skal tilegne dig videnskabelig metode samt kunne opsøge og formidle ny viden. I slutningen af kandidatstudiet skal du gennemføre et kandidatspeciale af ca. et semesters varighed.
3. Professionssporet
Du kommer både ud på sygehusafdelinger og i almen praksis. Her skal du træne dig i at modtage, udrede og behandle patienter. Dette foregår naturligvis under overvågning af erfarne læger. Klinikopholdene finder sted på sygehuse i hele region Syd. Samtidig fortsætter din træning af kommunikationsfærdigheder og af kliniske undersøgelsesteknikker i færdighedslaboratoriet.
Tentaminer, kandidatspeciale og embedseksamen.
Der afholdes løbende karaktergivende og eksternt censurerede tentaminer. De studerende får løbende mulighed for vurdering af eget standpunkt. Disse tentaminer kan være multiple choice, essays eller OSCE tentaminer. OSCE står for Objective Structure Clinical Examination. Eksamen er ens for alle og inddrager både teoretisk viden, praktiske færdigheder og kompetencer.
Kandidatspecialet vurderes ved mundtlig eksamen og ekstern censur. Der gives karakter
Embedseksamen består udelukkende af en 31 – 33 stationers OSCE hvor de studerende testes over 3 dage skriftligt såvel som mundtligt. Der deltager standardiserede patienter og der testes i henhold til de færdigheder, de studerende skal anvende i deres første tid på arbejde efter afsluttet studium. En OSCE opgave vil typisk bestå af anamneseoptagelse, kommunikation, vurdering af undersøgelsesresultater, fokuseret objektiv undersøgelse samt samstilling af erhvervede data med henblik på diagnose og efterfølgende meddelelse af diagnose og handleplan til patienten. Der testes inden for alle kliniske fagområder og der inddrages grundviden. Der anvendes ekstern censur.
OSCE embedseksamen anvendes i dag på en række udenlandske universiteter og betragtes som den bedste high stake eksamensform.