For matematikere er arbejdsløshed et ukendt fænomen.
Analytiske kompetencer i brug i erhvervslivet
På grund af de analytiske kompetencer, der i høj grad erhverves med en uddannelse i Matematik, bliver matematikere i mange tilfælde foretrukket til analysestillinger. Inden for økonomi, sundhedssektoren, byggesektoren osv. er der ofte tale om meget omfattende datamængder, der skal struktureres og analyseres.
Matematikere er både kvalificerede til at anvende egnede matematiske analysemetoder samt til at udvikle nye metoder til løsning af komplekse problemstillinger. Det kan fx dreje sig om at udvikle en metode – en algoritme – til at analysere scanningsbilleder med henblik på at finde sygdomme eller at anvende en række metoder til at forudsige udsving fra økonomiske konjunkturer. Mange af sådanne metoder er ofte lavet i samarbejde med dataloger, og derfor får mange matematikere også et minimumskendskab til programmering.
Statistisk analyse af data
Nogle matematikere fordyber sig i statistik, og de er meget efterspurgt af blandt andet analyseinstitutter, sygehuse, lægemiddelfabrikanter. Der er i det hele taget mange politiske og sundhedsmæssige beslutninger, der bliver taget på baggrund af statistiske analyser. Helt grundlæggende er man, som statistiker, god til at finde ud af, om der er belæg for en hypotese om en årsagssammenhæng – fx om et bestemt lægemiddel er årsag til helbredelse, eller om en bestemt politisk mærkesag er årsag til højere vælgertilslutning.