Studiets indhold
Kombination af teori og praksis
Gennem uddannelsen i marinarkæologi bliver du ført grundigt ind i faget, både dets praktiske og teoretiske sider. Du skal arbejde teoretisk og empirisk med havets kulturelle og historiske betydning for mennesket, og få mulighed for at arbejde med det brede sæt af metoder, der findes i arbejdet med den maritime kulturarv. Du bliver introduceret både praktisk og teoretisk til marinarkæologiske rekognosceringsmetoder, undervandsudgravning, remote sensing og feltkonservering.
Du rustes til erhvervslivet
Samtidig lægger vi vægt på at give dig en solid forvaltningsmæssig basis, så du kan udføre de opgaver, der hører med til at forvalte kulturarven, f.eks. som museumsinspektør, projektleder eller forvalter ved offentlige myndigheder. Disse jobs betyder, at du skal have et anvendt kendskab til emner som ledelse, jura og økonomi.
Dykkende marinararkæolog
Hvis du skal være dykkende marinarkæolog, må du påregne, at der vil være udgifter til dykkerudstyr og dykkeruddannelse.
Studieliv
Personlig kontakt
Campus Esbjerg er en levende campus med gode og velfungerende faciliteter for studiet. Der er tale om en lille campus med en tæt kontakt mellem undervisere og studerende. Det giver et miljø, hvor du ikke bliver overset eller blot er endnu en studerende i rækken. Tværtimod må du forvente, at det vil blive vanskeligt ikke at blive involveret direkte i det forskningsarbejde, som underviserne på studiet udfører.
Internationalt studiemiljø
For uddannelsen i marinarkæologi vil studiemiljøet være internationalt og engelsksproget. Det betyder, at langt de fleste studerende, og i øvrigt alle undervisere, vil være tilflyttere til byen. Vi mødes med forskellige udgangspunkt, men samme interesse både fagligt og socialt.
Boliggaranti
Esbjerg er Danmarks femte største by, og byen gør meget for at sikre, at der er alle de faciliteter, der skal til, for at sikre et godt studieliv. Foruden en bred vifte af kulturtilbud, så er der boliggaranti for studerende.