På konstruktionsteknik studerer du mekaniske konstruktioner, beton-, stål- og robotkonstruktioner i teori og praksis.
Du lærer at formulere, analysere og løse videnskabelige problemstillinger ved at bruge videnskabelige metoder. Du får også øvelse i at beskrive de konstruktionsproblemstillinger, der kan være i forbindelse med store konstruktioner - både for specialister og helt almindelige mennesker.
Du får en dyb viden om emner som materialeteknologi, hvor du lærer om forskellige materialers egenskaber samt statik, der handler om, hvordan fx et betonelement bliver påvirket af forskellige belastninger. Stabilitetsproblemer, svingningsteori og udmattelse er også vigtige områder på uddannelsen.
Teori bliver omsat til praksis bl.a. gennem projektarbejde.
Obligatoriske fag: På 1. og 2. semester har du en række obligatoriske fag inden for matematik, styrkelære (herunder Finite Element Metode), stabilitet og svingninger. Alt samme noget, du har stiftet bekendtskab med på din forudgående diplomingeniøruddannelse, men nu får mulighed for at gå i dybden med.
Profilerende fag: På 2. og 3. semester vælger du en af to profiler: Bygningsdesign eller Robotteknologi.
Vælger du Bygningsdesign, kommer du til at beskæftige dig med konstruktionsmetoder og beregningsmodeller. Se skematisk opbygning over profilen.
Vælger du derimod Robotteknologi, kommer du til at beskæftige dig med dynamiske systemer og mekaniske konstruktioner. Se skematisk opbygning over profilen.
Uanset om du vælger den ene eller anden profil, så vil en del af læringen ske i forbindelse med projektarbejde.
Valgfrie fag: På 2. og 3. semester er der desuden plads til valgfrie fag, hvor du kan dyrke dine specielle interesser eller kaste dig over nye fagområder.
Speciale: På 4. semester laver du dit speciale. Specialet kan tage afsæt i den specielle profil, du har valgt på 2. og 3. semester, men specialet kan også bygge på de kompetencer, du har opnået gennem de obligatoriske og valgfrie fag.