Udgangspunktet for Europas kultur er antikkens græske og romerske civilisation. Vores sprog, vores måde at tænke på, vores normer, vores kunstopfattelse – områder, der med græske låneord benævnes retorik, logik, etik, æstetik – er stadig præget af den litteratur, kunst og arkitektur, der blev skabt i oldtidens Grækenland og Rom.
Gennem studiet af oldtidens kulturer og deres efterliv skaffer vi os indsigt i den antikke verden og samtidig færdigheder i at forstå og levendegøre antikkens kulturprodukter i vores moderne kontekst. Vi nærlæser fortællingerne, undersøger de materielle levn og kunstværkerne og sætter os ind i en svunden verdens forestillinger, der har haft den allerstørste indflydelse i eftertiden. Vi ser på forvalterne – os selv inklusive – af den antikke kulturarv.
Oldtidskundskab (centralfag og tilvalg)
Syddansk Universitet udbyder - som det eneste sted i landet - oldtidskundskab som centralfag. På kandidatdelen af oldtidskundskab kan man vælge mellem to vægtninger:
1. Litterært. Her læses de antikke tekster primært i oversættelse, og der er derfor mulighed for at dække et bredere udsnit af litteraturen såvel genremæssigt som kronologisk og tematisk. Ligeledes åbner studiet mulighed for mere dybdegående studier af de antikke teksters dialog med senere litteraturer (fx i forbindelse med tilvalg i dansk, engelsk, tysk m.m.), og for kultur- og religionshistoriske, filosofiske og litteraturvidenskabelige tilgange. Disse emner kan forberedes i bachelorprojektet og komme til udfoldelse i specialet.
2. Arkæologisk. Er man særligt fascineret af de fysiske levn som templer, statuer, vaser og antikkens græske og romerske byer, er det muligt at give sit oldtidskundskabsstudie en særlig arkæologisk vægtning. Da antikkens sprog, litteratur og historie er en forudsætning for al beskæftigelse med klassisk arkæologi vil en lang række af fagene være de samme som for den litterære gren af oldtidskundskab. Men derudover vil det være muligt at vælge et klassisk arkæologisk emne i de store opgaver, bachelorprojektet og specialet. For de, der vælger arkæologisk vægtning, vil det være nødvendigt at følge et særligt arkæologisk seminar på kandidatdelen som forberedelse til specialeskrivningen.
Latin (tilvalg) og Græsk (tilvalg)
På tilvalgene Latin og Græsk læses teksterne fortrinsvis på pågældende sprog, og der undervises og prøves i sprogfærdighed på højt niveau. På tilvalg i Græsk og Latin har de studerende gode muligheder for at indsætte aspekter af deres centralfag i et historisk perspektiv.