Anders Haubjerg, der læser til Kemiingeniør, bliver motiveret, når han arbejder med projekter, der kan forandre hverdagen for mange mennesker.
- Skorstensrøg, boblende syre og fiskedød? Nej! En kemiingeniør arbejder med bæredygtig udvikling - og ikke imod, indleder Anders.
- Og så gør vi det på en spændende og sjov måde. Vi har et godt studiemiljø – og selvom der er masser at lave, har jeg altid haft tid til at besøge fredagsbaren, fastslår Anders Haubjerg. Han læser til civilingeniør i Kemi på 8. semester. Og det er han glad for:
- Jeg kan godt lide, at uddannelsen kombinerer teori og praksis. I projekterne har vi stoffet i hænderne – det synes jeg, er en givende måde at arbejde på.
Et semester i Dublin
På 7. semester rykkede Anders teltpælene op og tog til Dublin, hvor han studerede ved University College Dublin.
- Jeg tog af sted for at få en personlig oplevelse og nye input. Samtidig ville jeg gerne forbedre mit fag-engelsk – og ja… hvorfor ikke? Jeg har altid været glad for at rejse, og så var det en god mulighed for at få et afbræk i forhold til det vante studiemiljø, siger Anders, der selv havde planlagt de fag, han læste i Dublin.
- Jeg kan virkelig anbefale et studieophold i udlandet! Jeg boede sammen med mange andre unge og har knyttet en masse nye venskaber. Venskaber, der forhåbentlig varer mange år. Og samtidig er jeg også blevet klogere på mig selv.
Også fagligt blev Anders beriget:
- Jeg blev udfordret fagligt inden for det, der interesserer mig. Jeg tog en del fag, både generelle og specialiserede. Fx blev jeg meget involveret i et projekt omkring brintlagring i metal-organiske netværk, fx til brug i fremtidens brintkøretøjer. Desuden er det jo også en sjov udfordring at begå sig i et fremmed, internationalt studiemiljø.
Vil skabe positive ændringer
- Jeg brænder for at være med til at præge verden i en retning af et mere bæredygtigt samfund. Det er ikke så afgørende, om det er inden for biodiesel eller babymad, siger Anders.
Når han er færdig som civilingeniør, forestiller han sig at læse en erhvervs-ph.d. eller få en stilling hos en større virksomhed, gerne med et internationalt netværk.
Billedtekst: På 3. semester benyttede Anders’ projektgruppe et pilotanlæg på Indslev bryggeri. Her undersøgte de forekomsten af vildgær i bryggeprocessen – og bryggede omkring 100 liter øl på det.
Fakta
Vil du være civilingeniør i Kemi og Bioteknologi starter du på
bachelordelen (3 år) og går derefter videre til kandidatdelen (2 år).
På kandidatuddannelsen vælger du en ud af fire fagprofiler:
- Bioraffinering
- Funktionelle materialer
- Kemiteknik
- Organisk syntese og katalyse