Elitemodul i Geobiologi på SDU.
I elitemodulet Geobiologi kommer du til at udforske grænsefladen mellem geologi, biologi og kemi.
Grundfilosofien er, at mikroorganismer har en stærk indflydelse på, og i mange tilfælde kontrollerer det kemiske miljø ved Jordens overflade og således regulerer den kemiske sammensætning af jordbund, søer, have og også selve atmosfæren på lang sigt.
Gennem dette elitemoduls fire kurser får du en målrettet introduktion til de relevante aspekter af kemi, mikrobiel økologi og geologi, og du vil komme til at anvende teoretiske og praktiske redskaber, der er nødvendige for at undersøge og forstå interaktionerne mellem organismer og de kemiske omgivelser på Jordens overflade i nutiden og gennem Jordens historie.
I elitemodulet Geobiologi kommer du til at bruge et udvalg af de nyeste avancerede teknikker inden for biogeokemi og molekylær biologi, og du vil få erfaring med modellering af biogeokemiske stofkredsløb.
Som afslutning på modulet skal du benytte dine opnåede kompetencer til at udvikle og implementere dit eget forskningsprojekt under en uges feltkursus på Island.
Uddannelsen udbydes af:
Det Naturvidenskabelige Fakultet