På kandidatuddannelsen i farmaci lærer du blandt andet om lægemiddelstoffers fysiske, kemiske og biofarmaceutiske egenskaber og deres betydning for design af lægemiddelformuleringer.
Du lærer også om de vigtigste sygdomsmekanismer med henblik på at kunne forklare, hvorledes sygdomme og sygdomskomplekser præsenterer sig på flere niveauer.
Du får viden om patofysiologiske mekanismer, som kan påvirkes af lægemidler, og du får kendskab til lægemidlers virkningsmekanismer på cellulært niveau og på organniveau. Derudover får du erfaring med udviklingsprocessen for nye lægemidler fra medicinalkemisk screening, over udviklingsprocessens fire faser til den endelige regulatoriske registrering og markedsføring.
Du lærer også om rationel farmakoterapi ved de almindeligste sygdomme, hvor du får kendskab til:
- præparatvalg
- dosering
- vigtige bivirkninger
- lægemiddelinteraktioner og toksiske virkninger
- terapistyring ved de almindeligste sygdomme
Læs mere om kandidatuddannelsen i Farmaci i menuen i venstre side.
Kandidatuddannelsen i farmaci udbydes af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i samarbejde med Det Naturvidenskabelige Fakultet.