Hvad cand. en scient?
Som cand.scient. har du en række generelle akademiske kvalifikationer.
Du kan:
- skabe overblik over en problemstilling
- analysere og arbejde med komplekse opgaver
- finde frem til og anvende den relevante viden
- arbejde løsningsorienteret – selvstændigt eller i samarbejde med andre
Som cand.scient. har du særlige kvalifikationer inden for:
Projektstyring
Næsten alle jobs indeholder projektforløb, hvor det er vigtigt, at medarbejderen selvstændigt kan styre den del af projektet, han eller hun har ansvar for. Som ansat er de opgaver, man varetager, ofte led i en længere proces. Derfor er det vigtigt at kunne planlægge sin del af opgaven, så den passer ind i det større projekt.
Via dit studieforløb med bachelorprojekt og speciale har du opnået erfaring med selvstændig projektplanlægning, opstilling af forsøg og afprøvning af hypoteser, udførelse af undersøgelser og anvendelse af modeller og metoder gennem et længere projektforløb. Du har lært at designe et projekt, lægge dig fast på metoder, udføre projektet, og analysere og reflektere over de resultater, projektet fører frem til.
Som studerende har du haft laboratoriearbejde eller praktisk erfaring, og du har dermed lært at applicere modeller og teori på specifikke problemstillinger, og du forstår at justere og forbedre arbejdsmetoder og processer, hvis ny information eller nye resultater dukker op.
Optimering
På alle arbejdspladser er man interesseret i at forbedre processer og produkter. Som cand.scient. er du fra dit studium vant til at arbejde evidensbaseret, forholde dig kritisk til metoder og justere og anvende nye metoder i dine arbejdsprocesser, hvor du undersøger en helt specifik problemstilling. Du forholder dig analytisk til problemstillinger og er opmærksom på detaljerne. Disse naturvidenskabelige arbejdsmetoder kvalificerer dig til at arbejde med effektivisering og optimering.
Kvalitetssikring
På alle arbejdspladser findes procedurer for sikring af kvalitet i både udvikling og proces, og som cand.scient. har du erfaring med at overholde bestemte arbejdsprocedurer (eksempelvis i laboratoriet) og har fokus på eventuelle fejlkilder i processen. Dermed har du opøvet evnen til at sikre kvaliteten i dit eget arbejde og i både procedurer og produkter på arbejdspladsen. Du kan dermed være med til at udvikle fremtidige procedurer og sætte dagsordenen for kvalitetsniveauet i organisationen.
Systematik
Når du arbejder med analyse, procedurer og udvikling i en virksomhed, er det vigtigt at kunne systematisere og opbygge fx styrings- eller ledelsessystemer (inden for eksempelvis produktion, kvalitet, miljø, energi). Systematikken i dit arbejde giver både dig og dine kolleger mulighed for at kontrollere alle aspekter af arbejdsprocessen. Modtagerne af arbejdet har også mulighed for at gennemskue og efterprøve eventuelle resultater.
Læs mere om, hvilke karrieremuligheder din uddannelse giver dig, under "Jobmuligheder" i venstre side.