Med en cand.merc.int.-uddannelse får du adgang til en række spændende jobs i Danmark og Tyskland, men også i den øvrige verden. Uddannelsens tværfaglighed muliggør ansættelse indenfor en lang række områder. Dit valg af valgfag har naturligvis stor indflydelse på dine senere ansættelsesområder.
Cand.merc.int. er rettet mod erhvervslivets behov for medarbejdere, som er i stand til på højt plan at analysere, vurdere og løse opgaver i forbindelse med virksomheders internationale aktiviteter samt bidrage til at løse de kommunikations- og formidlingsopgaver, der opstår i tilknytning hertil.
Cand.merc.int.-kandidaterne uddannes f.eks. til job inden for områder som salg, marketing, personale og kommunikation. Eksempler på arbejdsfunktioner er salgschef, eksportchef, marketing manager, markedsudvikler, international brand manager, personale-/udviklingschef og HR-konsulent. Fælles for de fleste af jobbene er, at disse er internationalt orienterede. Dette kan bl.a. betyde udstationering eller arbejdsopgaver, der koncentrerer sig om aktiviteter i udlandet – f.eks. i forbindelse med eksport.