En uddannelse i Biokemi og Molekylær Biologi giver gode muligheder for et spændende job, hvor faglige udfordringer kan kombineres med et bidrag til menneskets velfærd gennem sygdomsbekæmpelse eller miljøforbedringer
Med en uddannelse inden for Biokemi og Molekylær Biologi kan du principielt få beskæftigelse overalt i verden, idet din uddannelse er af højeste kvalitet, og du vil være i stand til at fungere fagligt på engelsk lige så godt som på dansk.
Hvilken vej går du?
Udviklingen er de seneste år gået stærkt inden for bioteknologi og genteknologi, og der er et stort behov for kvalificerede medarbejdere inden for denne gren af naturvidenskaben. Både det private og det offentlige efterspørger i stigende grad kandidater til forskning og udvikling i såvel industrien som i offentlige institutioner.
Omkring en fjerdedel af kandidaterne, som inden for de senere år er uddannet i biokemiske og molekylærbiologiske retninger fra Syddansk Universitet, har haft deres første beskæftigelse som ph.d.-studerende i Danmark eller udlandet.
Andre har, efter kandidatuddannelsen, fået job i den private industri, på offentlige institutioner eller sygehuse. Her vil arbejdet typisk være inden for biokemiske eller molekylærbiologiske analyser eller kvalitetskontrol, hvor du for eksempel har det daglige ansvar for at lede arbejdet og løse tekniske problemer for et hold laboranter.
En anden mulighed er servicefunktioner i den bioteknologiske eller farmaceutiske industri som for eksempel lægemiddelkonsulent. Andre har fået beskæftigelse som undervisere på eksempelvis tekniske gymnasier.
En kandidat i biokemi og molekylær biologi fra Syddansk Universitet kan altså blive cancerbiolog, cellebiolog, genteknolog, immunolog, mikrobiolog, proteinkemiker, lægemiddelkonsulent eller gymnasielærer blot for at nævne nogle af mulighederne.
Job i medicinalvirksomheder
I en medicinalvirksomhed er der mange trin undervejs i medicinfremstillingen, hvor biokemikere og molekylær biologer er beskæftiget:
- Forskning: I afdelinger med sygdomsforskning er det grundforskning i sygdommen og andre problematikker, som fx optagelse af medicin i kroppen, målretning af medicin til et givet sygt væv, der fører til ny og forbedret medicin og behandling, og giver biokemikere og molekylær biologer daglige udfordringer.
- Overvågning af kliniske forsøg: Når en medicinalvirksomhed har udviklet et nyt produkt, som efter veltestede dyreforsøg, er klar til at blive testet på mennesker, er der en fase med overvågning af de kliniske forsøg, som foretages af læger rundt omkring på sygehusene. Her er det bl.a. også biokemikere og molekylær biologer, der følger denne overvågning, dvs. følger patientjournalerne og ser efter bl.a. uønskede bivirkninger ved det afprøvede præparat.
- Vurdering i forhold til afprøvning: Biokemikere og molekylær biologer kan også sidde i afdelinger, hvor der vurderes og træffes beslutninger om, hvorvidt et givent nyt produkt er klar til afprøvningen på mennesker, og om det er en satsning værd for medicinalvirksomheden.
- Lægemiddelkonsulent: Biokemikere og molekylær biologer kan også arbejde som lægemiddelkonsulenter. Lægemiddelkonsulenterne tager ud til de praktiserende læger og informerer om nye produkter. Med den store indsigt i sygdommen og fordele og ulemper ved de tidligere produkter på markedet, som biokemikeren og molekylær biologen har, kan han eller hun formidle nye produkter ud på markedet.
- Produktionen: I medicinalvirksomhederne er der også mange jobmuligheder i produktionsafdelingerne. Her fremstilles lægemidlerne i stor skala, og undervejs i denne fremstilling er det nødvendigt, at bl.a. biokemikere og molekylær biologer foretager overvågning og vurderinger af eventuelle afvigelser fra den optimale produktion, for at vurdere om fx lægemidlets kvalitet undervejs er tilfredsstillende. I disse afdelinger kan der også være arbejdsopgaver, der involverer forskning i og optimering af de forskellige metoder, der benyttes undervejs i produktionen, således at fremstillingsprocesserne konstant bliver forbedret.
- Kvalitetssikring af produktet: Endeligt er der biokemikere og molekylær biologer, der varetager kvalitetssikringen af det endeligt fremstillede produkt, inden det sendes ud på markedet. Denne opgave indebærer, at kvaliteten skal beskrives og dokumenteres i forhold til gældende nationale og internationale standarder for medicinproduktion.