Derya Ceylan, hørekonsulent på deltid og kandidatstuderende på audiologi.
Jeg blev færdig som bachelor i audiologi i sommeren 2008 og har været så heldig at finde et deltidsjob som hørekonsulent på Center for Specialundervisning (CSU) i Slagelse. Det er skønt at arbejde indenfor faget, som jeg har studeret gennem de sidste tre år, og min arbejdsplads er meget fleksibel omkring planlægning af arbejdsdage, så jeg kan studere ved siden af. Ved siden af mit job på CSU læser jeg på den toårige kandidatuddannelse i audiologopædi - audiologisporet. Jeg føler, at mit arbejde gør det meget lettere for mig at forstå teorierne, vi bliver undervist i. Især den tekniske del af studiet. Da jeg har læst den pædagogiske del af audiologien, syntes jeg, at det ville være en god idé at bygge noget mere teknisk viden på min bacheloruddannelse. Kandidatuddannelsen er med til give mig større viden omkring den tekniske del af arbejdet og selvfølgelig flere andre kompetencer indenfor faget. Endnu en årsag til at jeg valgte at læse videre, er de muligheder en kandidatgrad vil give mig i fremtiden. Med en kandidatuddannelse i audiologi kan jeg fx arbejde inden for forskning.