Kandidatuddannelsen i Audiologi bygger videre på bacheloruddannelsen i Audiologi og Pædagogisk Audiologi, såvel det praktiske som det teoretiske. Her udbygges fagspecifikke kompetencer, ligesom der i højere grad lægges vægt på videnskabelige og teoretiske aspekter, og du lærer hvordan forskning kan kombineres med praksis. Gennem studiet opnår du en øget selvstændighed, og du lærer egenhændigt at sammensætte et forskningsforløb samt at vurdere kvaliteten af andres forskning.
Stor valgfrihed
På kandidatuddannelsen er der mulighed for selv at vælge nogle af fagene, således at du kan opbygge en større viden inden for netop de emner, der ligger inden for dit interesseområde. Samtidig indeholder uddannelsen et projektorienteret forløb, som kan være en forløber til specialet og give dig mulighed for fx at implementere egne ideer og projekter i praksis eller evaluere eksisterende praksis gennem mindre undersøgelser. Du står selv for planlægningen af forløbets indhold, og kan delvist selv bestemme hvilke områder, du vil prioritere, samt hvor meget vægt du tildeler henholdsvis det teoretiske og det praktiske.
Gode jobmuligheder
Med en kandidatuddannelse i audiologi er du godt stillet i forhold til arbejdsmarkedet, hvor der er øget efterspørgsel efter kandidater med fagspecifikke kompetencer samt en videnskabeligt funderet tilgang til praksis. Samtidig kvalificeres du til at kunne søge forskervejen via et ph.d.-stipendiat.