Som designingeniør udvikler du nye produkter, der forener flot og brugervenligt design med høj kvalitet og funktionalitet.
Udvikling af nye produkter, som vi til dagligt omgiver os med, kræver, at mange forskellige aspekter inddrages. Produkterne skal være af teknisk høj kvalitet, men de skal også være smukke, holdbare, lette at anvende, kunne produceres til en fornuftig pris og bortskaffes på forsvarlig vis.
Derfor lærer du at tænke i helheder og overskue mange aspekter frem for kun at fokusere på tekniske delelementer.
For mange virksomheder gælder derfor, at udviklingen af deres nye produkter foregår i et samspil mellem industrielle designere og ingeniører. Og som Integreret designingeniør opnår du kompetencer inden for begge fagområder.
Semestertemaer
Hvert semester er baseret på et hovedtema. De fire første temaer er:
- Indføring i integreret produktudvikling og -design
- Re-design og konceptudvikling
- Innovation og forretningsudvikling samt teknisk design
- Industriprojekt: Produktfrembringelse og konstruktion.
Læs mere under Uddannelsens opbygning.
Projektarbejde og problemløser for virksomheder
Du bliver en del af et projektbaseret studiemiljø, hvor du arbejder i projektgrupper med dine medstuderende.
Her gælder, at du og din gruppe:
- selv har ansvaret for at planlægge og gennemføre et projekt
- samarbejder og overholder deadlines
- løser problemer for virksomheder
- har adgang til projektrum.
Undervejs i studiet har du også mulighed for at læse et semester i udlandet.
Se hvad de studerende fortæller om studiet.
Praktik og afgangsprojekt
På 6. semester er du i et halvt års ingeniørpraktik i en dansk eller udenlandsk virksomhed. Det giver dig relevant erhvervserfaring, du kan bruge i dit videre karriereforløb.
På det sidste semester udarbejder du et afgangsprojekt - som regel også i samarbejde med en virksomhed.
Jobs, der giver mening
Uddannelsen giver dig en række karrieremuligheder – både i Danmark og i udlandet. Du kan fx arbejde som konsulent, projektleder eller udviklingsingeniør i design- og industrivirksomheder.