For dig, der vil beskæftige dig med sproget og den tysksprogede litteratur, men også med historien, filosofien og med samfunds- og medieforhold.
Tysk er trendy. Det gælder alt fra mad, vin og øl til popkultur, kunst og teater.
De tysktalende lande er kendt som fremtrædende kulturnationer med utallige berømte navne: Goethe, Kafka, Mann, Grass, Marx, Nietzsche, Freud – fortsæt selv.
Mange af verdens førende intellektuelle – fra Jürgen Habermas til Pave Benedikt XVI – skriver på tysk. Ingen anden kultur er så tæt knyttet til den danske kultur som den tyske. Halvdelen af ordene i det danske sprog stammer fra tysk. Reformationen kom til os fra Tyskland, og Berlin har længe været en af de vigtigste byer for skandinaviske intellektuelle.
Hele paletten
Det tyske sprog er nøglen til forståelsen af Europas historie, f.eks. nazitiden eller den Kolde Krig. Tysk - eller „Germanistik“ som det bliver kaldt verden over - er et af de mest traditionsrige universitetsfag og indbegrebet af et dannelsesfag. Du kommer hele paletten rundt, fordi du vil beskæftige dig med sproget og den tysksprogede litteratur, men også med historien, filosofien og med samfunds- og medieforhold. Tysk er et fag med både teoretisk og faktuel substans. Og der kan være mange forskellige grunde til at læse tysk.
Tysk er efterspurgt
Også inden for rammerne af EU spiller landet en afgørende økonomisk rolle, og tysk er et af de mest talte sprog i Europa. Derfor vil der i de kommende år være et stigende behov for kandidater med et dybtgående kendskab til tysk sprog og kultur. Det gælder både inden for erhvervslivet og uddannelsessektoren. Samtidig er tysk et kultursprog og dermed bærer af en væsentlig del af den europæiske kulturarv.
En BA i Tysk tager 3 år – og herefter kan du læse videre på en af vores mange kandidatuddannelser eller fortsætte med tysk på kandidatstudiet.