Navn: Monika Møbjerg Andersen
Studieretning: Matematik/Datalogi
Kommer fra: Odder, syd for Århus
Jeg havde inden studiestart læst, at vi skulle på Science Camp, hvilket jeg synes lød meget spændende, og denne weekendtur rystede vores hold rigtig godt sammen. Hele weekenden gik med at spille spil, lege forskellige lege og vigtigst af alt - at snakke med de andre og derved lære dem bedre at kende.
IMADA, som står for Institut for Matematik og Datalogi, har et godt fagråd bestående af studerende, som bl.a. sørger for, at der bliver afholdt en masse gode arrangementer. Der har således før været arrangeret bowlingture, vinaftener, spilleaftener, hytteture og fester. Desuden har IMADA et godt fællesområde tæt ved forelæsernes og eksaminatorielærernes kontorer, og alle er altid venlige til at hjælpe, hvis man er gået i stå med en opgave.