(mag. art i Litteraturvidenskab 2004, ph.d. 2006, adjunkt fra 2007)
Hvorfor valgte du at studere Litteraturvidenskab?
Jeg valgte at læse Litteraturvidenskab, fordi jeg altid har nydt at læse litteratur. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere tilbundsgående med litteratur, selv om jeg ikke havde nogen klar ide om, hvad det helt præcist skulle lede frem til. Jeg blev også tiltalt af forestillingen om et kreativt og spændende studentermiljø med nogle sjove folk.
Hvordan vil du vurdere det samlede studieforløb?
Mine forventninger blev opfyldt til fulde. Jeg blev hurtigt meget bidt af studiet, som viste sig at være meget udfordrende og givende. Studiet havde den fordel, at de fleste studerende kom udenbys fra, så folk var meget udadvendte og socialt stemte. Studieforløbet var meget interessant, ikke mindst fordi faget forgrener sig udi parallelle discipliner som filosofi, religion, psykologi, historie, samfundsfag etc.
Du har valgt at satse på forskning og undervisning, hvorfor?
Faget gik mig i blodet og jeg fik derfor lyst til at beskæftige mig professionelt med litteraturen. Fordybelsen i den litterære verden rummer muligheden for at glemme sig selv for at udforske og opleve andre vidt forskellige perspektiver og verdner, man ellers ikke ville kunne erfare. Jeg sætter tillige stor pris på at supplere det mere ensomme engagement med litteraturen med den praktiske formidling til andre interesserede.
Er du tilfreds med de vilkår, du har fået?
Jeg er meget tilfreds med de forhold jeg blev tilbudt som studerende, hvor man havde et afslappet og jovialt forhold til underviserne. I det hele taget var atmosfæren på studiet afslappet og uprætentiøs – et forhold jeg personligt har sat overordentlig stor pris på. Vilkårene som ph.d. studerende og efterfølgende som adjunkt har været (og er) gode, og jeg synes, at man har taget godt hånd om min situation. Alt i alt er jeg meget glad for, at jeg begyndte at læse litteratur. Jeg nyder meget at have fået muligheden for at fordybe mig i litteraturens uudgrundelige og fascinerende verden.