Undervisningsugen
Der undervises i få timer, 10-14 timer om ugen. Til gengæld forudsætter Historiestudiet en omfattende og selvstændig læsning af kilder og historisk litteratur, der ofte er på fremmedsprog. Forelæsningshold med mere end 100 studerende forekommer kun sjældent.
Holdstørrelser Antallet af studerende på de enkelte hold er afhængigt af årgang, fag og udbud af områder. Jo længere du når på dit studium, og jo mere specialiseret du bliver, jo mindre bliver holdene. Mindste hold er på otte.
Undervisningsformer
Undervisningen varierer fra disciplin til disciplin. De to første år vil undervisningen primært bestå af forelæsninger. Derudover vil der være holdundervisning med mundtlige og skriftlige oplæg fra de studerende. Her lægges der stor vægt på, at du hurtigt vænner dig til at deltage aktivt og kritisk i holdundervisningen.
Studiebelastning Studiebelastningen varierer i løbet af året og fra semester til semester, men du må påregne en arbejdsindsats svarende til et fuldtidsarbejde. I perioder med opgaveskrivning og eksaminer måske mere.
Det kan være en stor fordel at deltage i læsegrupper, hvor I sammen kan læse og diskutere stoffet.
Studieåret
Studieåret er inddelt i to semestre, som hver afsluttes med eksamen i henholdsvis december/januar og maj/juni.
Udlandsophold
På Historiestudiet har du mulighed for at tage en del af din uddannelse på et
udenlandsk universitet. Udlandsophold er meget populære og giver dig en god erfaring med i bagagen til dit fremtidige arbejdsliv.
Praktikophold
En mindre del af Historiestudiets kandidatuddannelser kan endvidere afvikles som praktikarbejde. Formålet med praktikarbejde er at give studiet en praktisk dimension med henblik på at styrke både faglighed og mere erhvervsrettede kompetencer. Praktikarbejde kan foregå i private virksomheder, interesseorganisationer eller indenfor offentlige myndigheder i både indland og udland.