Et historiestudium giver kompetencer, som efterspørges mange steder i samfundet. Der er tale om nogle generelle akademiske færdigheder, som kan bruges, når man arbejder med formidling, administration osv. Men der er helt klart også tale om nogle faglige kompetencer, hvor man bruger historiefaget.
En del færdiguddannede kandidater havner i jobs som gymnasielærere, AC-fuldmægtige eller inden for museumsverdenen. Men der er også nogle, der gør karriere som kommunikationsmedarbejder, i forlagsbranchen eller som projektleder.
Fra en kandidatundersøgelse i 2007 er der hentet nogle stillingsbetegnelser for historikere i job, som kan sige noget om dine muligheder.
På studiets tredje år har du mulighed for at vælge et tilvalgsfag og derigennem kan du præge din uddannelse og i sidste ende dit karrierevalg. Det er derfor en god idé, at du tidligt i forløbet gør dig nogle tanker om, hvad du vil beskæftige dig med efter endt studium.
Sammensæt din egen profil
Hvis du gerne vil være gymnasielærer, handelsskolelærer eller lignende, vil det næsten altid være et krav, at du har undervisningskompetence i mindst to fag og du skal derfor læse Historie sammen med et relevant tilvalg. Ud over undervisning på de gymnasiale uddannelser kan du med en kandidatgrad fra universitetet også undervise på bl.a. professionshøjskoler, højskoler, universiteter og i private virksomheder, fx sprogskoler, kursusvirksomheder, konsulentfirmaer og lignende.
Der er også ganske mange historikere, som får beskæftigelse i den private sektor eller i offentlig administration og er det her du ønsker at gøre karriere, kan du med fordel vælge tilvalgsfag, der vil være relevante i den sammenhæng. Valget er altså i sidste ende dit, men vi hjælper dig gerne med oplysninger, så du kan tage stilling på et ordentligt grundlag.