Meget mere end et studie!
Fordybelse blandet med fornøjelse
Historiestudiet på SDU? Ja, hvis du er til indsigt, fordybelse, intellekt, udfordringer, sammenhold, gode venner, spændende ekskursioner til udlandet, godt studiemiljø, fredagsbar og motiverende undervisere. Forholdet mellem underviser og den enkelte studerende på SDU er helt unikt. Vi kan komme til vores underviser, hvis vi har spørgsmål eller andet på hjertet – døren er altid åben!
Interesse i gymnasiet
Jeg valgte historiestudiet da faget vakte en betydelig interesse i gymnasiet, og jeg godt kunne tænke mig at beskæftige mig med faget – og fordybe mig i faget. Folk, der kigger på mit skema, siger tit: ”Du lever jo en driver-tilværelse!” Men det er folk, der ikke er klar over, hvad historiestudiet på SDU indebærer – det kræver disciplin, indebærer hårdt arbejde og at man fuldt ud har en 37-timers arbejdsuge, hvis man skal nå lektierne. Men for mig har det været det hele værd.
Meget mere end tung viden
Historiestudiet er meget mere end tung viden, hårdt slid og analytiske fag, der er med til at forme dig som historiker. Det er en personlig udvikling, hvor du lærer om dig selv, får nye venner og ny viden. Jeg har oplevet et fantastisk sammenhold på mit studie, og det tror jeg skyldes, at vi har en fælles interesse for faget historie – samtidigt med, at vi er forskellige og giver hinanden et godt mod- og medspil.
Jeg valgte med hjertet, jeg valgte historiestudiet på SDU, et valg jeg er meget glad for!
Jesper Skov
_____________________________
For nysgerrige sjæle!
Sen start
Man skal lære så længe, man lever; men derfor var det nu alligevel med en vis spænding, jeg påbegyndte historiestudiet i en alder af 48 – efter nogle år som pædagog og endnu flere i det private erhvervsliv. Fortryder jeg? Ja, at jeg ikke tog skridtet på et tidligere tidspunkt! Historiefaget er virkelig interessant: her anskues samfundene før og nu fra mange forskellige vinkler, præcist så nuanceret som tilværelsen i øvrigt er!
Analyser og logik
Det har overrasket mig – positivt – at opdage, at logik og analytisk tænkning er en vigtig del af historiefaget. Den historiske sandhed er en usikker størrelse, så det er centralt at kunne analysere sig frem til den bedst mulige fortolkning af et materiale. Studiet tilbyder da også – ud over undervisning i forskellige historiske forløb - en række værktøjsfag, der lærer dig at tænke som en historiker!
Det kræver hårdt arbejde
Der skal bestilles noget! Når du får at vide, at historie på universitetsniveau er et fuldtidsarbejde, kan du roligt tro på det. Til gengæld er den megen nye viden kun et af plusserne! Jeg har oplevet et tæt studiemiljø, hvor aldersspredningen er stor for såvel studenter som undervisere, og med gode rammer for de sociale relationer, der også er vigtige for at trives med sit studium. Og selv om ungdommen jo aldrig er, hvad den har været, så er den i hvert fald ikke kedelig at dele studium med!
Merete Bo Thomsen