Du vil typisk kunne arbejde med udvikling af intelligente produkter til et globalt marked, hvor kulturel indlevelse og indsigt i lokale forhold er afgørende for succes.
Software indgår i rigtig mange af de ting, vi alle sammen bruger hver dag eller ofte som fx computeren, tv’et, smartphonen, internettet, bilen, toget og komfuret. Derfor har du som civilingeniør i Software Engineering mulighed for at få job i mange forskellige brancher – i Danmark og i udlandet.
Som civilingeniør i Software Engineering kan du fx få arbejde som:
- softwareudvikler
- mobilapplikationsudvikler
- systemudvikler
- systemkonsulent
- it- og systemarkitekt
- softwarekvalitetsingeniør
- produktansvarlig
- projektleder
- it-strategiansvarlig
- projektchef
- underviser
- forsker.
Det siger erhvervslivet...
Store projekter kræver store tanker
”- Vores kunder og projekter inden for softwareudvikling til store e-handelsløsninger og mobilapplikationer bliver hele tiden større og mere komplekse. Derfor har vi behov for civilingeniører i Software Engineering, der både kan udvikle software i detaljen og se kompleksiteten i projekterne i et mere overordnet perspektiv. Hos Hedal Kruse Brohus bliver de en del af et projektudviklingsteam, der udvikler nogle af Danmarks mest ambitiøse og strategiske e-handelsløsninger. Her får de en rolle i alle faser fra kravsindsamling til deployment samt planlægning af arkitekturen.”
Mette Reinholt Mortensen, udviklingschef hos hedal:kruse:brohus
Ingeniører med viden om hele udviklingsprocessen skaber intelligente løsninger
”- Jeg ser stort potentiale i civilingeniører i Software Engineering! Danmark efterspørger den type ingeniører, og behovet vil blot vokse i fremtiden, da vi i stigende grad udnytter intelligente softwarebaserede løsninger til en lettere og bedre hverdag for rigtigt mange mennesker.
Hos Mikro Værkstedet har vi særligt brug for civilingeniører i Software Engineering, fordi de både er i stand til at undersøge og forstå brugerens behov samt de komplekse systemer og sammenhænge, der ligger bag moderne software.
Civilingeniører i Software Engineering kan både designe, programmere og teste softwaren og dermed være en del af hele udviklingsprocessen.
Vi skaber banebrydende og utraditionelle veje til læring og kommunikation gennem den software og de systemer, vi udvikler. Hos os ville en civilingeniør i Software Engineering skulle deltage i specialiserede og engagerede tværfaglige udviklingsteams med henblik på at udvikle digitale læringsprogrammer og undervisningsredskaber i det virtuelle univers.”
Torben Worm, vicedirektør hos Mikro Værkstedet.
Vi har behov for ingeniører til at skabe fremtidssikrede software løsninger
”- Jeg er ikke i tvivl om behovet for civilingeniører i Software Engineering. Brugen af software til at skabe løsninger, der kan hjælpe i vores hverdag har aldrig været større. Software omgiver os: fra vores vaskemaskiner, pumper og belysning, over hjælpemidler i sundhedsindustrien til globale søgemaskiner. Der er derfor et stort behov for civilingeniører i Software Engineering, da de kan deltage i alle del af udviklingsprocessen.
ALOC leverer løsninger til den finansielle branche. Vores systemer bliver brugt til at handle værdipapirer på børserne, forvalte formuer for bankerne og deres kunder samt styre investeringer og risici i virksomheder.
I ALOC har vi brug for civilingeniører i Software Engineering fordi de, sammen med vores forretningsanalytikere, kan sætte sig ind i de komplekse sammenhænge hos vores kunder, og bagefter bruge denne viden til at skabe professionelle holdbare løsninger, der kan give kunderne værdi.”
Lars Dahl-Hansen, Senior Software Architect, ALOC A/S
Akut mangel på ingeniører
En ny rapport viser, at der om fem år vil mangle 7.000 ingeniører i Danmark. Læs mere i Advarsel: Akut mangel på ingeniører og Ingeniører går uden om krisen (på jp.dk).
Find mere statistik under Kan jeg få job?