Sociologi og Kulturanalyse er en 3-årig uddannelse, hvor du beskæftiger dig med fag inden for sociologi og antropologi med særligt fokus på kvalitative metoder.
På uddannelsen opnår du en udvidet socio-kulturel indsigt i samfundet og får kendskab til de forskellige kontekster, som samfundets forandringsprocesser udspiller sig i.
Fag som almen sociologi, levevilkår og livsformer, offentlig forvaltning, organisationssociologi samt økonomisk og kultursociologi gør dig i stand til at analysere det moderne samfunds struktur, systemer, kulturer og værdier samt grupper af mennesker.
Praktisk og internationalt orienteret uddannelse
Ud over det stærke teoretiske fundament kommer du til at stifte bekendtskab med praksis undervejs i uddannelsen. Du lærer at koble de forskellige teorier sammen med relevante problemstillinger i virksomhederne, fx i form af praksisorienterede projekter, og bliver i stand til at håndtere komplekse problemstillinger og facilitere udviklings- og forandringsprocesser både i organisationer og i samfundet generelt.
Du har også mulighed for at tilføre din profil en international vinkel. På 5. semester kan du enten studere eller komme i praktik i udlandet, og vælger du at blive hjemme, foregår undervisningen på engelsk for at styrke dine internationale kompetencer.
Søg job eller læs videre
Som færdiguddannet vil du stå stærkt i offentlige organisationer som byrådssekretariater og ministerier såvel som i interesseorganisationer og private virksomheder. Du kan fx fungere som brobygger og problemknuser i mødet mellem sociale, etniske eller faglige grupper.
Du vil fx kunne føje jobfunktioner som udredningsmedarbejder, formidlingsmedarbejder, facilitator, analytiker og konsulent til dit visitkort. Jobmuligheder
Du kan også vælge at fortsætte på en 2-årig kandidatuddannelse, hvor du kan specialisere dig endnu mere. Syddansk Universitet planlægger en engelsksproget kandidatuddannelse i Sociology and Cultural Analysis, men du kan også vælge blandt en række andre samfundsfaglige uddannelser inden for det sociologiske og antropologiske område.