Christa Neutzsky Wulff, Multimediedesigner og Professionsbachelor i engelsk og it-baseret markedskommunikation fra Syddansk Universitet i Slagelse
Jeg valgte at læse Professionsbachelor i engelsk og it-baseret markedskommunikation for at kunne tilføje en mere ’business’-minded del til min uddannelsesprofil. Desuden har jeg som uddannet Multimediedesigner mulighed for at få merit for nogle it-fag og valgfag.
Jeg valgte at studere engelsk, da jeg er meget glad for sproget og vil kunne bruge en bachelorgrad i engelsk i min fremtidige karriere. Tidligere har jeg arbejdet i flere internationale virksomheder og ønsker fortsat jobs med stor kontakt til udlandet. Bachelorgraden har også givet mig store kompetencer inden for kommunikation og markedsføring, hvilket altid har haft min store interesse.
Efterfølgende har jeg deltaget i diverse efteruddannelseskurser inden for blandt andet kommunikation og projektledelse, men kunne egentlig godt tænke mig på et senere tidspunkt at tage en kandidatoverbygning, hvis min økonomi tillader det.
For øjeblikket arbejder jeg som Manager in eBusiness hos Maersk Line, som er et selskab under A.P. Møller Maersk med fokus på containere. I jobbet, som jeg har haft i over 2 år, bruger jeg stort set hele min brede uddannelse, både de faglige kompetencer fra Multimediedesigneruddannelsen og fra Professionsbachelor i engelsk og it-baseret markedskommunikation. Mine arbejdsopgaver ligger inden for webmaster og –designer, customer experience, intern oplæring af vores kundeservice og den internationale salgsafdeling samt opgaver med fokus på kommunikation og markedsføring.