Uddannelsen sigter først og fremmest mod ansættelse i erhvervslivet. En professionsbachelor i sprog og it-baseret markedskommunikation kan løse en bred vifte af kommunikationsopgaver, både på dansk og på fremmedsproget, og samtidig være ansvarlig for oprettelse og vedligeholdelse af virksomhedens hjemmeside, og typiske arbejdsområder vil være inden for:
- international handel, marketing, service og turisme
- informationsvirksomhed
- internationale organisationer
Behovet for velkvalificerede erhvervssproglige medarbejdere i virksomheder med udenlandske kontakter stiger i takt med den øgede internationalisering. Samtidig bliver kommunikationen via internettet stadig vigtigere for virksomhedernes konkurrenceevne, og det betyder, at mulighederne for beskæftigelse er mange og varierede.
Du vil som professionsbachelorstuderende komme op på samme niveau i fremmedsproget som bachelorer i erhvervssprog og vil derfor være kvalificeret til at blive optaget på kandidatuddannelser inden for fremmedsproget, eksempelvis negot eller international virksomhedskommunikation.