For dig, der vil arbejde med sprog og it-baseret markedsføring og information.
Virksomheder bruger i stigende grad internettet til at kommunikere og til at markedsføre deres produkter og ydelser. I den globaliserede verden er de fleste virksomheders aktiviteter også rettet mod det internationale marked, og derfor er der behov for medarbejdere med ekspertise i it-baseret markedskommunikation og fremmedsprog.
På denne uddannelse kombinerer du engelsk med undervisning i at bruge web-sider til at kommunikere med en virksomheds samarbejdspartnere og bruge internettet som informations- og markedsføringsmiddel. Samtidig får du mulighed for at bruge den viden, du har opnået via studierne, i ½ års praktikophold i en virksomhed eller organisation (SU-berettiget). Du får altså mulighed for at prøve alt det, du har lært af i praksis, inden du er færdiguddannet
Du har mulighed for at forme studiet efter dine interesser, da du skal have en række valgfag på studiet. Valgfagene vil give dig yderligere kompetencer inden for sprog, kommunikation og marketing.
Når du er færdig kan du søge job eller du kan vælge at læse videre på en kandidatuddannelse.