Gode jobmuligheder
Studiet er bredt og der er derfor mange muligheder på jobmarkedet - eksempelvis giver kandidat-uddannelsen faglig kompetence til at undervise i gymnasiet, hvor faget oldtidskundskab er obligatorisk for alle i 2.g. Derudover skal en del af det nye fag 'almen sprogforståelse' varetages af lærere med latinkundskab. Fagene græsk og latin er desuden valgfag i gymnasiet.
Ansættelse i gymnasiet
Hvis du gerne vil være gymnasielærer, handelsskolelærer eller lignende, vil det næsten altid være et krav, at du har undervisningskompetence i mindst to fag og du skal derfor læse Oldtidskundskab sammen med et relevant tilvalg, som eksempelvis dansk, historie eller matematik. Beskæftigelsesmulighederne i gymnasiet er særdeles gode.
Undervisning andre steder
Ud over undervisning på de gymnasiale uddannelser kan du med en kandidatgrad fra universitetet også undervise på bl.a. professionshøjskoler, højskoler, universiteter og i private virksomheder, fx sprogskoler, kursusvirksomheder, konsulentfirmaer og lignende.
Private eller offentlige virksomheder
Du har også mulighed for at finde job inden for eksempelvis:
· Forlagsbranchen
· Universitetsverdenen (forskning eller administration)
· Folkeoplysningsorganisationer
· Administration
· Informationsafdelinger i private virksomheder
· Museumsverdenen