
Bacheloruddannelsen i Markeds- og ledelsesantropologi har, udover en grundig indføring i antropologiens teorier og metoder, et gennemgående fokus på de problemstillinger, man finder i erhvervslivet og organisationer generelt.
Uddannelsen giver indsigt i, hvordan markeder opstår og fungerer, samt hvilke udfordringer det giver ledelsen af virksomheder og offentlige organisationer. Den giver også et solidt metodisk grundlag for at udføre undersøgelser, der retter sig mod at forstå menneskers værdier, opførsel og sociale mønstre.
Du lærer at analysere og reflektere over markedsmekanismerne og får indsigt i samspillet mellem markedet som institution og menneskers sociale liv, holdninger og behov.
Det er et internationalt orienteret studie. Al undervisning og eksamination foregår på engelsk, og der er et obligatorisk udlandsophold på 5. semester. Forståelsen af kulturmøder og globalisering fylder meget i studieplanen, i tillæg til emner som ledelse og markedsforståelse.
Efter bacheloruddannelsen kan du læse videre på en kandidatuddannelse. Du vil efterfølgende have jobmuligheder i den private sektor og i offentlige institutioner i både Danmark og udlandet.
Du kan læse mere på den engelsksprogede udgave af hjemmesiden. Her kan du også downloade en brochure om uddannelsen.
Uddannelsen er placeret i Odense.
Undervisningen foregår på engelsk.