Som kemiker er mulighederne mange. Du kan ende i mange forskellige jobs, og det er ikke svært for kemikere at få arbejde.
Hvilken vej vil du gå?
Som kemiker kan du finde beskæftigelse i industrien indenfor en lang række områder. Inden for forskning og udvikling har du som organisk eller uorganisk kemiker mulighed for at være med til at fremstille nye molekyler med medicinalkemisk potentiale.
Du kan som miljøkemiker f.eks. komme til at undersøge, hvor forurening stammer fra, og som specialist inden for materialekemi kan du være med til at udvikle nye materialer til brændselsceller.
Med en stor erfaring inden for spektroskopi eller massespektrometri kan du som ”detektiv” finde ud af, hvilke stoffer der er i en prøve, f.eks. i en dopinganalyse, eller du kan undersøge, hvordan molekylerne er opbygget.
Endelig kan du som teoretisk kemiker være med til at opbygge eller anvende computermodeller for kemiske reaktioner eller molekylers egenskaber.
Du kan også komme til at arbejde med kvalitetssikring af virksomhedens produkter samt med salg eller rådgivning inden for industrien.
I den offentlige sektor kan du finde beskæftigelse som underviser ved f.eks. gymnasier eller højere læreanstalter samt i administrative og rådgivende funktioner. Du kan også arbejde som forsker ved universiteter eller andre offentlige institutioner i både ind- og udland.