Sprog, kommunikation og kultur.
I dag må de fleste virksomheder hente viden i udlandet og markedsføre sig selv og deres produkter internationalt. Derfor er kommunikation en vigtig forudsætning for en effektiv og kvalitetsbevidst virksomhed.
Med en BA i international virksomhedskommunikation i engelsk og tysk kan du som sprog- og kommunikationsmedarbejder spille en stor rolle med din viden om sprog, kulturforskelle og kommunikation.
Uddannelsens fokus
På denne uddannelse er dine to valgte fremmedsprog i fokus. Du kommer til at arbejde med kulturelle, samfunds- og erhvervsmæssige forhold i de lande, hvor disse sprog tales.
Derudover kommer du til at beskæftige dig med en række spændende fagområder såsom virksomhedskommunikation, interkulturel kommunikation og marketing. På uddannelsen er der særlig fokus på kommunikation i design-virksomheder, men du vil også kunne løfte kommunikationsopgaver i andre typer af virksomheder.
Uddannelsen giver dig desuden kendskab til diverse it-værktøjer, der kan bidrage til at effektivisere og kvalitetssikre kommunikationen.
Ud og få job eller læs videre
Nogle bachelorer i international virksomhedskommunikation går direkte ud i job. Mange vælger at læse videre på en kandidatoverbygning, fx cand.mag i international virksomhedskommunikation eller cand.ling.merc. i kommunikationsdesign. Andre vælger cand. it. webkommunikation.