Et grænseoverskridende studium
Studiet er bogstavelig talt grænseoverskridende, fordi Syddansk Universitet og Universität Flensburg samarbejder om uddannelsen. Du studerer således i et interkulturelt miljø, hvor både undervisere og studerende har forskellige nationaliteter: Ud over de danske studerende kommer mange studerende fra især Tyskland. At bruge dine fremmedsprog bliver derfor en naturlig del af hverdagen.
Mennesker, kultur og sprog
BA-uddannelsen i sproglig og kulturel formidling er for dig, der har lyst til at arbejde med mennesker, kultur, sprog og sprogundervisning.
Den giver dig gode kundskaber inden for dine fremmedsprog, og du får indsigt i, hvilke metoder og redskaber man benytter, når man skal løse sproglige og kommunikative opgaver for virksomheder og organisationer eller undervise voksne i fremmedsprog.
Studiet udbydes med fremmedsprogskombinationen engelsk/tysk (for studerende med dansk som udgangssprog) og kombinationen engelsk/dansk (for studerende, der ikke har dansk som udgangssprog).
Ud i verden og studere
Uddannelsen er også for dig, som vil ud og opleve verden, mens du studerer. Efter de første tre semestre i Sønderborg kan du komme på enten et studieophold eller praktikophold i udlandet. Du får en unik chance for at prøve dig selv af.
Bachelor eller kandidat
BA i International Virksomhedskommunikation med sproglig og kulturel formidling tager 3 år. Herefter kan du søge ud på arbejdsmarkedet eller læse videre på en række spændende kandidatuddannelser.