Lone Hoelgaard Havmand
Bachelor fra Syddansk Universitet i Slagelse, BA i erhvervssprog og international erhvervskommunikation (tysk og kommunikation) og kommende kandidat i international virksomhedskommunikation på dansk fra Syddansk Universitet i Odense (cand. mag.). Projektansat som kommunikationskonsulent/-medarbejder i DGI.
Med bopæl i Holbæk, da jeg skulle vælge studium, var der lige langt til København og Slagelse, og da jeg søgte en intens uddannelse med nærhed, personlig kontakt og et godt socialt miljø, faldt valget hurtigt på Slagelse. Her fandt jeg gode muligheder for faglig som social involvering i studiet, og jeg har oplevet en stor kontakt på tværs af studier, der i den grad har gavnet mit sociale netværk og min tid igennem studiet.
Fagligt valgte jeg tysk som hovedfag, fordi jeg så muligheder i at kunne et sprog, som mange desværre vælger fra. Med tysk er jeg derfor rustet til arbejdsopgaver i internationalt orienterede virksomheder, som ikke undervurderer vores mere end 80 millioner naboer på den anden side af grænsen. Dette har jeg bl.a. haft stor glæde af i forbindelse med mit studiejob i turismeindustrien, hvor Tyskland er et stort marked med mange muligheder. Jeg har her brugt tysk til alverdens opgaver lige fra oversættelse af forsikringskontrakter over tyske følgebreve til svar på henvendelser fra tysktalende turister.
Som bifag valgte jeg kommunikation, og gennem bacheloren fandt jeg ud af, at det var her mit hjerte brændte. Gennem uddannelsen fik jeg øjnene op for de vidtrækkende opgaver kommunikationsfeltet byder på lige fra bl.a. markedsføring over taler til pressekontakt. Og ikke mindst intern kommunikation som medarbejderblade, nyhedsbreve, intranet/webtekster mv. Når man graver i en virksomhed, er der kommunikation på alle leder og kanter, og der er rigtig mange kollegaer, der har brug for en håndsrækning til at blive bedre. Og her kan jeg i dag med uddannelsen rådgive og hjælpe på vej.
Efter bacheloruddannelsen valgte jeg at fokusere på kommunikation, og jeg læser derfor kandidat i International virksomhedskommunikation på dansk på Syddansk Universitet i Odense. Her bygger jeg ovenpå bacheloren, og formålet er at komme ud i en organisation som den person, der kan tage sig af enhver kommunikationsopgave i en virksomhed. Og det er lige fra at skrive en pressemeddelelse, skrive webtekster og journalistiske artikler til strategisk rådgivning af ledelsen i en virksomhed. Selvom man er leder er man nemlig ikke nødvendigvis god til kommunikation, når der f.eks. skal fyres, flyttes rundt på afdelinger, eller skabes positiv omtale i medierne.
Som led i kandidaten har jeg været i praktik og valgte her 6 måneder i Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) på deres landsstævnekontor i Holbæk, som planlægger Danmarks største idrætsevent Landsstævnet. Jeg er efterfølgende blevet projektansat til landsstævnet er afsluttet og har her fået indsigt i de mange kommunikationsopgaver, der er forbundet med en folkefest for 25.000 idrætsudøvere i Danmark. Mine opgaver har kredset om webtekster, udvikling af hjemmeside, lokal pressekontakt, pressemeddelelser, interne nyhedsbreve, initiativtager til nye målgrupper, rådgivning af kollegaer uden kommunikationserfaring, udarbejdelse af præsentationer i power point, jagten på den gode historie mv.
Efter landsstævnet venter specialet, som jeg skal lave i samarbejde med en virksomhed, og allerede nu, før specialet er sat i gang, er jeg blevet tilbudt job i turismevirksomheden til at stå for kommunikationen såvel internt som eksternt, når specialet er afleveret. Jeg er derfor ikke i tvivl om den værdi, jeg har fået lagt oven i mit CV via min uddannelse og erhvervserfaring fra praktikopholdet.