Vil du være med til at sætte dagsordenen både i og uden for Danmark? Så er arabisk og kommunikation et studium for dig!
Der er brug for dig
De arabisktalende lande spiller i dag en vigtig rolle på globalt plan, og også her i landet er arabisk blevet et af de største minoritetssprog. Netop derfor er der brug for dig, der professionelt kan formidle sproget, når kommuner, sygehusvæsen og sociale myndigheder må give tabt. Også internationalt er der brug for kombinationen af arabisk og kommunikation. Der er eksempelvis brug for disse kompetencer i Forsvaret, i EU og i internationale organisationer.
Arabisk – et studie med fremtid
Det arabiske sprogområde er stort og indeholder nogle af verdens rigeste og fattigste lande. Området udgør et stort og voksende marked for international samhandel og bistand. Arabisk tales af over 230 millioner. FN optog i 1974 arabisk som et af de seks officielle hovedsprog, og 21 lande har i dag arabisk som nationalsprog.
Ruster dig til det virkelige liv
Uddannelsen giver dig en dybtgående forståelse for sprog, kommunikation og organisationskultur i den arabiske verden og ruster dig til at klare de mangeartede opgaver på arbejdsmarkedet. Du får også mulighed for at skabe din helt egen profil gennem dine valgfag.
Mød verden
På Syddansk Universitet får du mulighed for at lære arabisk helt fra bunden. Du behøver ikke kunne et eneste ord på arabisk, når du starter. Det skal vi nok lære dig!
På uddannelsens 3. år skal du studere i et arabisktalende land, hvor du opholder dig ved enten et universitet eller en sprogskole. På den måde får du et indblik i livet i de arabisktalende lande – noget som erhvervslivet gerne ser på cv’et, når du skal ud at søge job.
Ud og søg job eller læs videre
International virksomhedskommunikation med arabisk og kommunikation er en 3½årig bacheloruddannelse, som kvalificerer dig til at søge job med det samme. Men du kan også vælge at læse videre på vores spændende kandidatuddannelser og dermed specialisere dig yderligere.
Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du skrive en e-mail til den faglige vejleder. Adressen finder du under ”kontakt os”.
Vi har også andre uddannelser med arabisk - både negot med arabisk og interkulturel pædagogik med arabisk.