Bred forståelse og fordybelse
"Jeg valgte studiet, da man får en bred forståelse for en lang række af de erhvervsøkonomiske emner, f.eks. regnskab, finansiering, erhvervsjura, marketing og entreprenørskab. Samtidig er uddannelsen adgangsgivende til cand.merc., der giver de studerende mulighed for at fordybe sig i et af erhvervsøkonomiske emner."
Teori i praksis
"Mit valg af linje faldt på ’virksomhedsudvikling i praksis’, hvilket skyldes, at man her får mulighed for at afprøve den lærte teori i praksis i forbindelse med udarbejdelse af konkrete opgaver for en virksomhed på de sidste tre semestre."
Jacob Schaldemose Rødgaard, Erhvervsøkonomi, HA virksomhedsudvikling i praksis
Praktisk vinkel
"Det bedste ved uddannelsen, og især den linje jeg læser, er den praktiske indgangsvinkel. Vi er koblet på en lokal virksomhed, hvor vi udarbejder relevante opgaver, som både vi og virksomheden kan bruge. Det betyder, at vi ikke udelukkende sidder limet til en stol og en bog. I stedet kan vi tage ud og diskutere eventuelle problemer og muligheder og komme med løsningsforslag til virksomheden. Dette gør vi med en bred faglig viden, vi har tilegnet os igennem uddannelsen."
Tid til fritid
"Inden jeg begyndte, tænkte jeg, at jeg havde svært ved at kombinere studierne med et socialt liv og fritidsarbejde ved siden af. Det er slet ikke et problem. Jeg har både fritidsarbejde uden for skolen, arbejder som instruktor, klarer mig godt på universitetet og har stadig tid til at bruge tid med vennerne. Det kræver i eksamensperioderne selvfølgelig planlægning og prioritering, men resten af året er der frihed til at leve livet."
Mathias Lenholdt, Erhvervsøkonomi, HA virksomhedsudvikling i praksis