Mange åbne døre 
”Jeg valgte linjen for at få en bred, erhvervsøkonomisk uddannelse, hvor man har mange ”døre” åbne med sin uddannelse. I forbindelse med mit studie har jeg fået et studiejob hos Mærsk Oil, hvor jeg får mulighed for at bruge nogle af værktøjerne fra undervisningen. Det er meget udbytterigt at have et job ved siden af studiet, fordi man får mulighed for at relatere det teoretiske med virkeligheden i erhvervslivet.
Jeg er rigtig glad for, at jeg valgte at læse i Esbjerg. Campus har en rigtig god størrelse, hvor man næsten kender alle sine medstuderende. Størrelsen på campus gør også, at der er bedre ”plads” til den enkelte studerende, og underviserne har stort set altid tid til at hjælpe.”
Rasmus Lykke-Kjeldsen, Erhvervsøkonomi, HA - Generel erhvervsøkonomi

Interesseret i handelsverdenen
”Jeg valgte HA, fordi jeg synes, det var spændende at få større indsigt i handelsverden om, hvordan virksomheder fungerer især med henblik på, hvordan ledelsen påvirker resten af virksomheden. Det er en vildt spændende uddannelse, hvis man finder handelsvejen bare lidt interessant.
I øjeblikket har vi fag som organisation, finansiering, mikroøkonomi og statistik. Personligt er jeg fuldstændig skudt i organisation. Umiddelbart er drømmejobbet at blive personalechef da jeg synes noget af det vigtigste i en virksomhed er, at man kan fungere godt sammen, både i team og som individuelt.”
Bettina Louise Lynghede, Erhvervsøkonomi, HA- Generel erhvervsøkonomi