Engelskstudiet er bredt og giver mange muligheder for job både i det private erhvervsliv og i offentligt regi.
Engelsk-studiet er primært rettet mod undervisning på forskellige niveauer og mod forskning.
I dag finder ca. halvdelen af alle humanister job i det private erhvervsliv og i andre offentlige sektorer end undervisningssektoren.
Engelsk-uddannede kan således få job inden for undervisning og formidling, journalistik, turisme, marketing, på bogforlag, på humanitære hjælpeprojekter, i kommunikationsafdelinger, i offentlige institutioner (ministerier, ambassader) m.m.
Vil du rette dit engelskstudie mod erhvervslivet, kan du med fordel kombinere din afsluttede treårige bacheloruddannelse med en kandidatuddannelse i International virksomhedskommunikation, Kultur og formidling eller Webkommunikation (Kolding).
Underviser i gymnasiet
Vil du gerne undervise? Enten i gymnasiet eller på anden vis? Engelskstudiet åbner op for rigtig mange muligheder, hvis du gerne vil undervise.
For at opnå fastansættelse på de gymnasiale uddannelser (stx, hhx, htx, hf) vil det næsten altid være et krav, at du har undervisningskompetence i mindst 2 fag.
For at opnå undervisningskompetence kræves både faglig og pædagogisk kompetence.
For at opnå faglig kompetence skal du have afsluttet en kandidatuddannelse, inkl. speciale, i et undervisningsfag, og dit tilvalg skal have et omfang af 90 eller 95 ECTS, evt. 120 ECTS hvis det er fra et andet fakultet end dit centrale fag. Se under de enkelte tilvalg, hvilke der giver faglig kompetence og i hvilke fag. Hvis du har en anden uddannelse, fx civilingeniør, eller en anden fagkombination end de gymnasierettede fag, er det rektor for det pågældende gymnasium, som vurderer, om du har den faglige kompetence til undervisning i det pågældende fag.
For at opnå pædagogisk kompetence skal du have pædagogikum. Gymnasierne ansætter undervisere uanset om de har pædagogikum eller ej. Som et led i ansættelsesforholdet får de nye lærere så pædagogikum, hvis de ikke allerede har gennemført det. Pædagogikum er en etårig ordning og består af en praktisk og en teoretisk del.
Undervisning andre steder
Ud over undervisning på de gymnasiale uddannelser kan du med en kandidatgrad fra universitetet også undervise på bl.a. professionshøjskoler, højskoler, universiteter og i private virksomheder, fx sprogskoler, kursusvirksomheder, konsulentfirmaer og lignende. Det vil være op til den enkelte arbejdsgiver at afgøre, om du er fagligt kompetent til at undervise det pågældende sted.