Engelsk er verdenssproget, og på studiet kommer du grundigt omkring både sprog, litteratur, kultur, historie og samfundsforhold i den engelsksprogede del af verden.
English, please
I Danmark lærer vi alle engelsk fra folkeskolen. Vil du kunne engelsk på super højt niveau og benytte sproget som et arbejdsredskab? Vil du lære om de historiske, politiske, sociale og kulturelle sammenhænge, som sproget indgår i? Så er engelskstudiet i Odense noget for dig.
Hele verden benytter sig af engelsk, når det gælder aktiviteter inden for handel, industri, teknik, videnskab og kultur på tværs af grænser. I takt med globaliseringen og udbredelsen af internettet vokser behovet for engelskkyndige - også inden for det private erhvervsliv. Derfor er det efterhånden en myte, at engelskuddannelsen udelukkende retter sig mod undervisning på de gymnasiale uddannelser.
Sprog, litteratur, kultur og samfund
Engelskstudiet i Odense giver dig en grundig uddannelse i engelsk sprog og kultur med vægt på Storbritannien, Irland og USA. Vi ser dog også på resten af den engelsksprogede verdens kulturer såsom Sydafrika, Canada og Australien.
Uddannelsen giver dig mulighed for at udbygge dine kundskaber i engelsk, både skriftligt og mundtligt. Du får både et praktisk og et teoretisk fundament og derved mulighed for at lære de engelsktalende landes kultur bedre at kende.
På engelskstudiet lærer du at sætte dig ind i og formidle komplicerede problemstillinger inden for især britisk og amerikansk kultur, sprog, litteratur og samfundsforhold.
Et væld muligheder
Gennem engelskstudiet kan du få arbejde inden for uddannelsessektoren, eksempelvis som gymnasielærer eller som underviser og forsker på universitetsniveau, som lærebogsforfatter eller som sprogunderviser i erhvervslivet. Du kan også få arbejde som oversætter, tekster på tv, tolk, kommunikationsmedarbejder eller projektkoordinator inden for de humanitære hjælpeorganisationer.
Ud og få job eller læs videre
Efter endt bacheloruddannelse kan du vælge at søge job, eller du kan fortsætte på kandidatuddannelsen i engelsk eller en af vores andre spændende kandidatuddannelser.