Ny bacheloruddannelse i designkultur.
Uddannelsen i designkultur er en ny bacheloruddannelse, du kan læse på Syddansk Universitet i Kolding. Uddannelsen er for dig, der interesserer dig for design i et bredt perspektiv, lige fra analyse til praksis, med hovedvægt på den første del.
Du lærer at analysere design som visuel og fysisk formgivning og at aflæse designs betydninger i mange forskellige sammenhænge. Det gælder design på tværs af skalaer og medier, dvs. fra produkter til byrum og fra grafisk design til visuel branding i andre medier.
På uddannelsen vil du blandt andet blive undervist i:
- Designkultur
- Designanalyse
- By- og boligstudier
- Brandingkultur
Du lærer, hvordan design skabes og hvilken værdi og betydning, man tillægger det i et spændingsfelt af interesser mellem marked, medier og kunst. Du får indsigt i, hvad design betyder for kultur og samfund, og lære at analysere i kritisk, historisk og teoretisk perspektiv.
Uddannelsen i Designkultur er en humanistisk, teoretisk uddannelse, der uddanner skarpe analytikere og gode formidlere, der kan kommunikere og bidrage med analytisk og teoretisk viden i eksempelvis projektarbejde.
Jobmuligheder:
Du vil med bacheloruddannelsen i Designkultur blandt andet kunne arbejde i
• Design-, arkitekt- og indretningsbureauer
• Organisationer og forvaltninger inden for design, indretning, branding og byplanlægning
• Virksomheder inden for design, indretning, branding og byplanlægning
• Forsknings- og uddannelsesinstitutioner