Bacheloruddannelsen i designkultur og økonomi er et fuldtidsstudium. Du har i gennemsnit 12 undervisningstimer om ugen, hertil kommer øvelser og analyser, som du laver sammen med studerende på dit hold.
Studiet forudsætter, at du forbereder dig hjemme ved at løse opgaver og læse de tekster, der undervises i. På grund af de relativt få undervisningstimer kræver et universitetsstudium en høj grad af selvdisciplin. Der kan være meget at læse, og du får det største udbytte af undervisningen, hvis du har arbejdet med stoffet på forhånd.
Vi anbefaler, at du kommer med i en læsegruppe, hvor du kan arbejde sammen med andre studerende både med forberedelsen til undervisning og til eksamen.
Eksamen
Studieåret er inddelt i to semestre, som hver afsluttes med eksamen i henholdsvis december/januar og maj/juni.
Undervisning
Undervisningen er en blanding af forelæsninger og diskussioner, holdøvelser, gruppearbejde og workshop-aktiviteter samt individuelle opgaver. Der vil indgå ekskursioner og gæsteforelæsninger undervejs i studiet.
Netværk
Som universitetsstuderende bliver du del af et fysisk og et virtuelt netværk. Der er gode muligheder for kontakt mellem undervisere og studerende på campus i Kolding, ligesom du også kan benytte uddannelsens sekretariat og den faglige vejleder.
Megen kommunikation foregår via nettet. På universitetet er der adgang til computere, så alle studerende kan bruge e-mailen, tilmelde sig elektronisk til eksamen, søge materiale på bibliotekets database og bruge det netbaserede undervisningssystem Blackboard.
Praktik
I løbet af studiet har du god mulighed for at få kontakt til virksomheder eller institutioner gennem et projektorienteret forløb, som betyder at du er i praktik. De praktiske erfaringer, du får, kan danne baggrund for opgaver og eksaminer, og giver kompetencer, der forbereder dig til forskellige jobsituationer efter studiet.
Udlandsophold
Hvis du vil, kan du give din bachelor-uddannelse en individuel og international profil. Ved ansøgning til studienævnet kan du få godkendt et udlandsophold på et andet universitet i 5. og/eller 6. semester som et individuelt tilvalg. På SDU findes der forskellige udvekslingsordninger og støttemuligheder som Det Internationale Kontor ved SDU kan vejlede dig omkring. Et udlandsophold kræver forberedelse og planlægning god tid forinden. Udenlandsophold kan komme på tale både ved designskoler med teoretiske linjer og universiteter med designstudier.