En uddannelse i Datalogi kan du tage på 3 forskellige niveauer, nemlig som:
- Bacheloruddannelse (BSc.)
- Kandidatuddannelse (cand.scient.)
- Forskeruddannelse (ph.d.)
På denne side kan du læse mere om den overordnede opbygning af bacheloruddannelsen i Datalogi.
Studieforløb
Bacheloruddannelsen forløber over tre år og består af en række kurser, hvor du lærer dit fagområdes grundlæggende principper og emner at kende.
Du kan se en detaljeret oversigt over bacheloruddannelsens kurser og deres indhold, hvis du klikker på linket nedenfor. Hvis du på oversigten klikker på de enkelte kurser, kan du læse præcis, hvad de går ud på, og hvad du kommer til at lære.
Førsteåret – Fag, Forskning og Fællesskab
Førsteåret er fælles for alle på de naturvidenskabelige uddannelser. Du vil fra første dag blive introduceret til en bred vifte af naturvidenskabelige discipliner og samtidig fokusere på netop det fagområde, som interesserer dig mest. Du opnår herved et tværfagligt perspektiv på dit studium. Denne tilgang til naturvidenskaben er helt unik for Syddansk Universitet.
Fag
Fagene på Førsteåret giver dig den grundlæggende viden om dit studium men også indsigt i samspillet mellem de naturvidenskabelige fag. I fysik og matematik er der fokus på teori og modellering, mens fokus i kemi og molekylær biologi ligger på teori og eksperimenter.
Forskning
På Naturvidenskab tilbyder vi dig ikke kun forskningsbaseret undervisning, men du bliver også en aktiv del af forskningen. Allerede på Førsteåret skal du lave et mindre forskningsprojekt, hvor du sammen med en gruppe af dine medstuderende og en forsker får mulighed for at arbejde i dybden med et naturvidenskabeligt emne, som du selv har valgt.
Fællesskab
Fællesskab er et nøgleord på Førsteåret. Du bliver hurtigt en del af det sociale fællesskab på Naturvidenskab. Vi lægger mange kræfter i at lave en god studiestart, der kombinerer det sociale med det faglige, og 98 % af vores nye studerende oplever, at der bliver taget godt imod dem. På SDU i Odense er alle uddannelser under et tag, så du vil få venner fra andre studieretninger, og det giver muligheder for at danne et særligt fællesskab.
Bacheloruddannelsen
På andet og tredje studieår møder du centrale datalogiske discipliner såsom:
- Algoritmer
- Operativsystemer
- Compiler-konstruktion
- Principper for programmeringssprog
- Software engineering
- Maskinarkitektur
- Beregnelighed og kompleksitet
Der afsluttes med et bachelorprojekt, hvor en afgrænset videnskabelig problemstilling belyses.
Tilvalg
Bacheloruddannelsen i Datalogi skal kombineres med et tilvalg i et andet fag. I slutningen af Førsteåret vælger du, hvilket fag du ønsker at kombinere din uddannelse med. Der er to typer tilvalg:
- Et kort tilvalg, der kun ligger på bacheloruddannelsen
- Et langt tilvalg, der både ligger på bachelor- og kandidatuddannelsen
Hvis du gerne vil have mulighed for at undervise i to fag i gymnasiet, skal du vælge et af de lange tilvalg, hvor der både er en bachelor- og en kandidatdel. På den måde får du de faglige kvalifikationer til at blive gymnasielærer. Se hvilke muligheder for tilvalg der er på uddannelsen.
Kandidatuddannelsen

Efter en afsluttet bacheloruddannelse kan du fortsætte på kandidatuddannelsen i Datalogi på Syddansk Universitet. På kandidatuddannelsen går du i dybden med kurser efter eget valg i mere specialiserede emner, såsom avancerede datastrukturer, algoritmer til websøgning og -indeksering, bioinformatik, cloud computing, computerspilsprogrammering, databasesystemer for streaming data, emner fra programmeringssprog, geometriske algoritmer, grafalgoritmer, heuristikker for optimeringsproblemer, kryptologi, neurale netværk, online algoritmer, parallel programmering og sensornetværk.
Disse giver dig både kendskab til en vifte af avancerede datalogiske emner og redskaber, løfter dit faglig niveau yderligere og forbereder dig til specialeforløbet. I specialeforløbet arbejder du selvstændigt, under vejledning af en forsker, med en større problemstilling fra forskningsfronten af datalogi.
Forskeruddannelsen
Efter en afsluttet kandidatuddannelse kan du fortsætte på ph.d.-uddannelsen. Som ph.d.-studerende er du med til at finde frem til nye forskningsresultater, og bidrager aktivt på internationalt plan til udviklingen af fagets forskningsfront. Samtidig opnår du undervisnings- og formidlingserfaring. Ph.d-uddannelsen er en forudsætning for en karriere som forsker, men kan også lede til en karriere inden for det private arbejdsmarked.