Hvad lavede jeg før jeg startede
Jeg blev matematisk student på Varde Gymnasium i 1997 og bevægede mig derefter ud på mit livs marathon, hvor jeg var på højskole i 4 måneder, på rejse i 6 måneder til UK og året efter tog 3 måneder til Australien. Jeg fik en masse dejlige oplevelser og en hårdt tiltrængt pause fra skolebænken. Efter to sabbatår fik læselysten imidlertid et godt greb i mig, og jeg startede derfor sommeren 1999 på dansk ved SDU i Kolding.
Hvorfor valgte jeg netop denne uddannelse
Mine overvejelser omkring studievalg var mange og til tider frustrende. Efterhånden som jeg fik slettet konditor, socialrådgiver og matematik fra listen stod valget til sidst mellem Nordisk på Syddansk Universitet i Odense og alternativet Ribe Seminarium. Jeg var på besøg i Odense, men blev meget skræmt af de store forhold og de upersonlige studierammer. Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da dansk blev et studietilbud i Kolding, hvor vi da også kun startede ca. 30 studerende på 1. årgang. Mine bekymringer omkring det at studere på universitetsniveau blev hurtigt afløst af en glæde over den dialog, der var mellem underviser og studerende, hvor en hjælpende hånd altid var inden for rækkevidde. At dansk i Kolding var et nyt studium, satte også tanker i gang om prøvekaniner, men også her blev bekymringerne gjort til skamme. Studiestrukturen byggede på hårdtprøvede erfaringer fra andre universiteter og grundige overvejelser om, hvordan man kunne gøre dansk i Kolding til et fedt og inspirerende sted at studere. Og det er lykkedes!
Om min uddannelse/job
Dansk er et utrolig bredt fag, som man groft kan dele ind i tre kategorier: Litteratur, Sprog og Medier. De fleste studerende på dansk er - som jeg selv - startet på at studere dansk, fordi de har en bogorm gemt i maven og måske har haft en nuttet/dygtig dansklærer i gymnasiet. Man finder dog hurtigt ud af, at dansk som fag har meget mere at tilbyde end blot den støvede kanon fra folkeviser til Helle Helle. Jeg fik personligt medier og kommunikation som yndlingsområde og afsluttede mit bachelorgrundfag med at skrive projekt om 'Krigsreportager', hvor jeg koncentrerede mig om reportager i aviser, som jeg perspektiverede til Herman Bangs impressionistiske beskrivelser, Benetton reklamer, TV Avisen samt nyere litteratur.
Inspirerende studiemiljø
Fra dag et på dansk i Kolding oplevede jeg en stærk interesse for at skabe et velfungerede, inspirerende og socialt studiemiljø. Det betød i mit tilfælde en intro-dag med besøg af Klaus Rifbjerg og senere på efteråret endvidere en rustur til Ribe. Læsegrupper er etableret på forhånd, hvilket skaber en stor tryghed, da man på den måde hurtigt får en socialflade, hvor man hører til og kan arbejde ud fra. På 2. semester er der yderligere indlagt en studietur til Oslo, og på det efterfølgende forårssemester er der udflugt til Paris og året efter til New York. Studieturene er altid velforberedte hjemmefra og med stort fagligt indhold, selvom de naturligvis også er ganske gavnlige for det sociale liv på studiet. Endvidere har vi en årlig sommerfest og selvfølgelig en sagnomspunden julefrokost, hvor studerende og undervisere fester med tyrkisk folkedans og rigeligt af de grønne.
Studiets dagligdag
Når hverdagen igen afløser tømmermændene, ser man frem til en uge med ca. 12 timers undervisning. Som tommelfingerregel bruger man ca. 2,5 timers forberedelse til hver undervisningstime, det betyder, at studiet i lighed med andre universitetsstudier kræver en god solid lyst til at læse og erhverve sig ny viden samt en benhård selvdisciplin. Undervisningen foregår oftest på hold med ca. 30 studerende, og formen varierer fra forelæsning til mere åbne debatbaserede seminarier. Uanset hvilket fag man undervises i, bliver de studerende altid inddraget i undervisningen, og der er altid plads til studerendes spørgsmål - både de kloge og mindre kloge. Bliver man træt af studieformen i Kolding, kan man, når man har afsluttet sit bachelorgrundfag (2 år), tage et semester til udlandet. Mest oplagt er naturligvis at tage til de nordiske lande, men i princippet ligger hele verden for dine fødder. Jeg fik et stipendium til Australien, hvorfor jeg tilbragte mit 5. semester under sydlige himmelstrøg med næsen i en række bøger om film, der var mit hovedområde dernede. Udlandsophold af en hvilken som helst art kan jeg kun varmt anbefale, da man udover nye, spændende oplevelser får helt nye perspektiver på sin uddannelse og viden.
Fordi dansk er et bredt fag, afhænger uddannelsesmulighederne ofte af valg af sidefag. Mit ønske er at tage sidefag inden for film og medie, hvilket forhåbentligt giver adgang til et formidlingsjob inden for mediebranchen, reklamebranchen eller virksomhedskommunikationsbranchen. Da det kan være svært at få foden indenfor i den private sektor med en universitetsuddannelse, har jeg valgt at involvere mig i en række fagrelaterede projekter undervejs i min uddannelse. Jeg er bl.a. med til at lave TV om litteratur til nettet og er ansat som huspoet hos et Kolding-firma, hvor jeg forfatter et internt informationsblad. Da projektformen er dominerende på overbygningen, hvor jeg læser nu, vil der være travle uger og ikke så travle uger alt efter tidsfrister og vejledningsmøder.
- Sanne, danskstuderende i Kolding