Danskstudiet er for dig, der vil beskæftige dig med det, vi alle sammen møder i hverdagen, i kunsten og i medierne.
Dansk beskæftiger sig med dansksprogede tekster og medieprodukter af alle arter: Vi arbejder både med romaner, noveller, digte, dramaer, rap-tekster, journalistik, politiske taler, reklamer, tv-serier og film, ja alle de mange forskellige typer af tekster og udtryksformer.
Sprog, litteratur og medier
Danskstudiets kerneområder er netop både sprog, litteratur og medier. Vi lægger vægt på, at du lærer at analysere tekster og medieprodukter og bliver i stand til at se dem i lyset af deres kulturelle og historiske sammenhæng samt ud fra sproglige synsvinkler.
Danskfaget omfatter i første omgang danske tekster, dansk sprog og kultur, men vi ser også ud over de danske grænser. Vi er glade for at have en særlig forpligtelse til at beskæftige os med moderne norsk og svensk kultur, litteratur og sprog. Med til studiet hører derfor et besøg på Lund og Oslos universiteter.
En BA i Dansk er en 3-årig uddannelse, hvor du de første to og et kvart år læser Dansk som centralt fag. Herefter skal du vælge et tilvalgsfag, som du vælger ud fra din egen interesse. For eksempel engelsk, historie, religion eller et ikke-humanistisk fag som erhvervsøkonomi eller matematik. Dit valg af kombination kan åbne op for helt nye jobmuligheder.
Når du er færdig som bachelor, kan du læse videre på kandidatuddannelsen.
NB: Vi gør opmærksom på, at uddannelserne i dansk, engelsk og historie har sidste optag i Kolding i sommeren 2012. Dette gælder både bachelor- og kandidatuddannelser.
Studerende, der påbegynder bacheloruddannelse i Kolding i 2012, kan færdiggøre det toårige centralfag i Kolding.
Studerende, der påbegynder kandidatuddannelsen i Kolding i 2012, kan færdiggøre kandidatuddannelsen i Kolding.