Navn: Mandana Sørensen
Stilling og arbejdsplads: Arbejde
r med i stamceller på Herlev Sygehus
Uddannelse: Cand. scient. i Biomedicin
Mandana står for celledyrkning af knoglemarvs–stamceller på Herlev Sygehus, hvor hun undersøger deres proliferation og differentiation. Det skal bruges ved celleterapi til sygehusets hjertepatienter.
”Mit arbejde er meget selvstændigt. Jeg er den eneste, der ved noget om mit arbejdsområde, men jeg føler også, at jeg er godt rustet. Jeg kan ofte tage udgangspunkt i det, jeg har lært, og jeg tilpasser min viden til situationen. Mit arbejde indeholder meget celledyrkning og forskellige molekylær/cellebiologiske
metoder, såsom RNA målinger, PCR og FACS. Det fik jeg en god indføring i under mit studium på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi ved Syddansk Universitet.”
”Jeg havde svært ved at se meningen med cellesortering og PCR og andre af teknikkerne, da jeg lærte om dem under studiet, men de kommer mig til gode i dag. Studiet giver god mulighed for at arbejde i laboratorier, og det er en afgørende fordel, når man skal lave speciale, men også når man starter i en forskerstilling.”
Mandana skrev speciale på Odense Universitetshospital, men hun fik ikke afsluttet alle undersøgelserne, før hun afleverede specialet. Hun havde imidlertid en kortvarig ansættelse, hvor hun kunne færdiggøre forsøgene og publicere resultaterne. ”Det var ikke så dårligt, for den korte ansættelse gav mig lidt erhvervserfaring som var meget nyttig i jobjagten.”
Mandana anbefaler at skrive speciale i samarbejde med en ekstern partner: ”Jeg sikrede mig, at mit speciale havde relevans for andre, og jeg lærte at begå mig på en arbejdsplads. Desuden fik jeg lidt nyttig erhvervserfaring.”