I gennemsnit har du 9-12 timers undervisning om ugen. Derudover skal du naturligvis forberede dig til undervisningen. At studere er fuldtidsbeskæftigelse, og det er en god idé allerede fra starten at komme med i en læsegruppe, så du kan diskutere og gennemgå stoffet sammen med dine medstuderende.
Undervisningen er en blanding mellem forelæsninger, holdundervisning, gruppearbejde, og projektarbejde.
Undervisning og ekskursioner
Uddannelsen kombinerer kultur-, medie- og informationsvidenskab med pædagogik og formidling. Du undervises i konkrete kategoriseringsværktøjer og databaser, som bliver brugt på biblioteket og lærer at benytte og vurdere it-baserede søgestrategier og –metoder. Desuden fokuseres på vejledning af og digital formidling af viden til forskellige målgrupper samt organiseringen af biblioteket som virtuelt og fysisk læringsrum.
Du kommer med på ekskursioner, hvor vi tager ud og ser, hvordan alt dette arbejde finder sted i praksis – derfor får du allerede under uddannelsen et godt billede af, hvordan dine kompetencer kan udnyttes på arbejdsmarkedet.
Efter 2 og et kvart år skal du vælge et tilvalgsfag, som du starter på, mens du skriver dit bachelorprojekt. Tilvalget giver dig mulighed for at kombinere dine generelle kundskaber med mere faglig eksakt viden – f.eks. ved et tilvalg i russisk, datalogi eller skrivekunst. Eller du kan gøre din uddannelse endnu mere bred gennem tilvalg i eksempelvis journalistik, litteratur og formidling eller organisatorisk kommunikation. Læs mere om tilvalg.
Bachelor eller kandidat?
Efter gennemført bacheloruddannelse er der mulighed for at læse videre på en toårig kandidatuddannelse, hvor du kan specialisere dig inden for en række områder. Du kan tydeliggøre den faglige og erhvervsmæssige profil, dermed vil dine jobmuligheder være mere brede og alsidige.
Du kan for eksempel vælge at specialisere dig inden for:
Pædagogik, Mellemøststudier, International Virksomhedskommunikation, Kultur og formidling , Informationsvidenskab eller Webkommunikation.