Som bachelor opnår du både generelle og fagspecifikke kompetencer.
Når du er færdig med bacheloruddannelsen i Bibliotekskundskab og Videnskommunikation opnår du nogle generelle kompetencer, som kan bruges i erhvervslivet. Du opnår også en række fagspecifikke kompetencer, som er meget efterspurgte overalt, hvor der er behov for håndtering, systematisering og organisering af viden.
Videnskompetencer
Med en bachelor i bibliotekskundskab får du indsigt i videns- og kulturøkonomiens udvikling samt viden om biblioteket som videns- og kulturinstitution i et historisk perspektiv og om bibliotekssektorens indretning, funktionsmåde og samspil med andre sektorer og institutioner.
Du lærer om grundlæggende kulturteorier og kulturel mangfoldighed samt begreber til at reflektere over kulturelle problemstillinger og forskellige videns- og smagskulturer i Danmark i dag og du får kendskab til grundlæggende teknikker til netværksdannelse og projektudvikling og -styring i relation hertil.
Desuden får du viden om teorier og metoder inden for informationsanalyse, videns- og dokumentklassifikation, herunder domæneanalyse og relevante nationale og internationale katalogiserings- og indekseringssystemer samt databaser.
Endelig får du kendskab til forskellige it-baserede metoder til informationsanalyse, videns- og dokumentklassifikation samt viden om forskellige målgrupper og metoder til at lave målgruppeanalyser.
Færdigheder og kompetencer
Det kendskab, du får til teorier, redskaber og videnskabelige metoder er på et sådant niveau, at du selvstændigt og i samarbejde med andre kan anvende disse til videns-, formidlings- og informations-organisering. Du kan beskrive og vurdere aktuelle udfordringer i videns- og oplevelsessamfundet med særligt henblik på bibliotekets og andre offentlige videns- og kulturinstitutioners funktioner og opgaver i forbindelse med videnssøgning og –formidling.
Med udgangspunkt i den viden du indføres i på uddannelsen kan du opstille modeller for identificering, organisering og dokumentation af relevant viden og information samt vurdere og tage beslutninger vedrørende materiale- og aktivitetsvalg. Du kan anvende forskellige medier i såvel søge- som formidlingsprocesser og redegøre for til- og fravalg af medier og genrer samt facilitere forskellige brugergruppers behov for information, viden og oplevelse.
Med bacheloruddannelsen i bibliotekskundskab og videnskommunikation i ryggen vil du kunne udføre og kvalitetsvurdere informationssøgninger i bibliografiske databaser og på internettet, inden for forskellige emneområder og i relation til forskellige fag- og målgrupper samt selvstændigt kunne tilrettelægge læringsforløb for særlige grupper.