"Forståelse for sprog og kultur i begge lande"
Jeg fik min interesse for tysk, da jeg efter endt handelsskoleuddannelse i Horsens tog min kontoruddannelse i Tyskland. Og man bliver selvfølgelig bedre til et sprog, når man bor i det pågældende land, samtidig med man studerer. Hvorfor studere sproget i Danmark, når nu muligheden er der for at gøre det i Tyskland og samtidig få en dansk uddannelse? Så fandt jeg ud af, at Syddansk Universitet i Flensborg tilbød en uddannelse med en kombination af sprog og økonomi, og så var den simpelthen hjemme.
Nu er jeg færdig med BA int. (SPRØK) og har fået den helt rigtige baggrund for at fortsætte på overbygningsuddannelsen Cand.merc.int. Jeg har været rigtig glad for BA-uddannelsen, og jeg synes også, at samarbejdet mellem universitetet her i Flensborg og Syddansk Universitet i Danmark kører problemfrit. For mig betyder det fx, at jeg både får et tysk eksamensbevis, som tyske virksomheder kan forholde sig til, samtidig med at jeg også får et dansk eksamensbevis.
Fremtiden? Jeg vil gerne til Kina måske allerhelst Hong Kong i en periode for at kigge nærmere på deres eksplosive økonomiske vækst. Senere kunne jeg forestille mig at arbejde for fx en tysk virksomhed, der handler med Danmark eller omvendt. Min forståelse for sproget og kulturen i begge lande, tror jeg giver mig en stor fordel.
Anne, 25 år
-------------------------------------------------------------
”Grænseoverskridende studium”
Jeg har sønderjysk baggrund, og vil gerne blive i grænselandet og ha’ det bedste af begge verdener. Og da jeg hørte om BA int. (SPRØK) på Uni-Flensborg, gik det op for mig, at det jo var et ”grænseoverskridende” studium, som jeg med min baggrund ville have gode forudsætninger for at gennemføre. I det hele taget var der grunde nok til at kaste sig ud i det.
Blandingen af tyskere, som lærer dansk og danskere, der lærer tysk er faktisk meget sjov, da vi jo alle kan lære af hinanden, især også uden for studiet. Det kan godt være hårdt at studere. Især på 3. semester havde vi rigtig meget at se til, men studiet er helt ok, og vi har rigtig gode faciliteter. Samarbejdet med SDU og Uni-Flensborg fungerer også fint, og vi får en rigtig god og også personlig behandling fra vores Studieservice. Og så er det jo fedt at bo i Tyskland og samtidig få dansk SU.
Jeg ved ikke rigtig, hvor det vil føre mig hen endnu. Men jeg er sikker på, at jeg vælger overbygningen Cand.merc.int. her i Flensborg, da man har langt flere chancer med en kandidatuddannelse end med en bachelor.
Carsten, 21 år