Studiet består af både sproglige og erhvervsøkonomiske fag med hovedvægt på de erhvervsøkonomiske fag. I fremmedsprogene undervises du på det pågældende fremmedsprog, mens undervisningen i de økonomiske fag foregår på dansk, tysk eller engelsk.
Undervisningen foregår dels på mindre hold, dels som forelæsninger, hvor der er mange studerende i auditoriet på en gang.
Læsegrupper
Du har 12 undervisningstimer om ugen. Undervisningen veksler mellem forelæsninger, øvelser, cases og projekt/seminararbejde.
Du skal regne med, at forberedelsen er en tidskrævende del af studiet. Det kan være en stor fordel at deltage i studiegrupper, hvor I sammen kan læse og diskutere stoffet. Herigennem lærer du at samarbejde om fælles projekter på samme måde som i erhvervslivet.
Bachelor med erfaring
En BA int. giver dig en bred grundlæggende indføring i de obligatoriske fag. Og for at give dig ekstra erfaring, inden du skal ud på arbejdsmarkedet, er 5. semester tilrettelagt som studieophold i udlandet. Du kan komme til at læse et semester på en højere uddannelsesinstitution i udlandet. Syddansk Universitet og Universität Flensburg samarbejder med en række universiteter og handelshøjskoler i såvel Europa som USA, Australien og Asien. Udlandsopholdet giver lejlighed til at prøve teorien af i praksis og styrker dit fremmedsprog. Det er samtidig noget, som arbejdsgiverne ser som et plus på dit cv.
Tyske semestre
Bemærk, at BA int. læses efter det tyske semesterforløb, som afviger fra det danske. Det betyder, at studiestart ligger i midten af oktober. Vintersemesteret løber til midten af februar, og sommersemesteret starter i begyndelsen af april og varer til slutningen af juli.
Bachelor eller kandidat?
BA int.-uddannelsen kombinerer undervisning i erhvervssprog med erhvervsøkonomiske fag. Uddannelsen er opbygget, så du efter tre år kan afslutte med en bachelorgrad eller fortsætte endnu to år og få en kandidatgrad.