I takt med den politiske, økonomiske, kulturelle og sociale globalisering stiller virksomhederne tilsvarende øgede krav til deres medarbejdere, idet opgaverne ofte vil finde sted på tværs af nationale og sproglige grænser.
Med en BA int. opnår du kompetencer, der sætter dig i stand til at begå dig i et internationalt miljø, hvor tværfaglige opgaver inden for virksomheds- og samfundsøkonomi samt sprog og erhvervskommunikation er kernepunkter. Du kan formidle information mellem virksomheder, løse opgaver eller indgå i projekter i organisationer og offentlige institutioner.
BA int. er en selvstændig, kvalificerende uddannelse, som giver direkte erhvervskompetence efter 3 år. Studiet er planlagt således, at du kan afslutte med både den danske BA int.-grad og den tyske BA-grad (Bachelor of Business Administration).
Mulighed for at læse videre
Uddannelsen giver dig også adgang til en lang række kandidatuddannelser i Danmark. Den direkte overbygning til BA int.-uddannelsen er cand.merc.int., der udbydes i Flensborg af Syddansk Universitet samt ved Handelshøjskolen i København.
Universität Flensburg udbyder sideløbende med cand.merc.int. den tyske overbygningsuddannelse Master of Organisational Management (MBA), der er normeret til 2 år. Kandidatuddannelsen er tilrettelagt således, at du har mulighed for at afslutte den danske kandidatuddannelse cand.merc.int. og den tyske MBA inden for 2 år.