NB: På www.optagelse.dk
står angivet: ”BA int./SPRØK i Sønderborg”, men dermed menes dette studium, som
finder sted i Flensborg. Optagelsesområdenummer 19220.”
Økonomisk og sproglig blæksprutte på langfart!
Interesserer du dig for erhvervsøkonomi og erhvervssprog? Vil du arbejde i internationale virksomheder eller organisationer, hvor opgaverne krydser både nationale og sproglige grænser?
BA int.-studiet er for dig, der ønsker at kombinere erhvervsøkonomi med erhvervssprog og samtidig ønsker at gøre det i et internationalt studiemiljø, hvor du læser sammen med hovedsageligt tyske medstuderende.
Grænseoverskridende studium
BA int. er udviklet i samarbejde med Universität Flensburg, og studiet er placeret i Flensborg.
På studiet har alle studerende 2 sprog. Hvis du har dansk som udgangssprog, vil du have tysk, mens du undervises i dansk, hvis du har tysk som udgangssprog. Alle studerende har desuden engelsk.
Du vil få både danske og tyske undervisere.
Alsidig uddannelse
Sammen med de erhvervs- og samfundsøkonomiske fag får du en grundlæggende viden om sprogene, kommunikation, informationsteknologi og erhvervsretlige forhold.
Uddannelsen sætter dig i stand til at analysere, vurdere og løse opgaver i forbindelse med virksomheders nationale og internationale aktiviteter samt de kommunikations- og formidlingsopgaver, der opstår i tilknytning hertil.
Disse kompetencer opnår du bl.a. gennem uddannelsens undervisning i økonomi og samfundsforhold. Du får en høj sprogfærdighed inden for dine fremmedsprog samtidig med, at du også lærer nogle generelle redskaber til at forstå og beherske de faktorer, der er vigtige, når man skal kommunikere med mennesker fra andre lande og kulturer.
Når du er færdig, får du både en dansk BA int.-grad og en tysk BA grad (dobbeltdiplom).
Din egen profil
Med den 3-årige BA int. kan du vælge at søge ud på arbejdsmarkedet eller læse videre. Det kan du enten gøre på vores overbygningsuddannelse cand. merc. int eller på en helt anden kandidatoverbygning og skabe din egen profil.