Audiologi – en bred og specialiseret hørevidenskabelig uddannelse
På Audiologistudiet får du mulighed for at tilegne dig viden inden for hele det audiologiske område. Du får undervisning i naturvidenskabelige og tekniske discipliner som teknisk akustik og audiologiske målemetoder og psyko-akustik, humanistiske fag som sprog og kommunikation, psykologi, pædagogik og handicap samt sundhedsvidenskabelige discipliner som anatomi og fysiologi, neurobiologi og neurologi og medicinsk audiologi.
En unik audiologisk fagkombination
Den audiologiske kombination af medicinske, sproglige og tekniske fag er helt unik i Danmark. SDU-uddannelsen i Audiologi er opbygget så den svarer til de bedste audiologiske uddannelser i udlandet, bl.a. Australien, Canada og Sverige. I løbet af din uddannelse har du således også rig mulighed for at søge inspiration i udlandet enten i form af studie- eller praktikophold.
Én audiologiuddannelse, to specialiseringer
Når du vælger at læse audiologi på SDU har du mulighed for at vælge én af to specialiseringer: Audiologi og Pædagogisk audiologi. På den måde kan du skræddersy din uddannelse, så den passer præcis til dine interesser, kompetencer og fremtidige jobønsker. Læs mere om de to retninger ved at klikke i menuen til højre.
En del af fagene er ens for de to specialiseringer. Det gælder eksempelvis de spændende psyko-akustiske fag, hvor du får unik indsigt i, hvordan lyde transporteres rundt i hjernen og oversættes fra et akustisk signal til betydning, mening og ord. Hvad sker der med denne proces, når øret, hørenerven eller områder i hjernen er beskadiget – og hvordan kan man afhjælpe gener som tinnitus (f.eks. en konstant hyletone i øret).
Fælles er også, at undervisningen foregår både som holdundervisning og som forelæsninger, hvor I er mange samlet i auditoriet ad gangen. I løbet af uddannelsen bliver du dog gradvist mere selvstændig og går fra at observere til selv at udføre undersøgelser og behandlinger.
Mere om specialisering i Audiologi
Du kan se mere om de enkelte fag, uddannelsen til audiolog består af her.
Du lærer hvordan du udfører de audiologiske målemetoder, der er grundlaget for behandlingen med høreapparater hos både børn og voksne. Det betyder, at du bliver specialist i at måle hørelse – ikke alle hører lige godt på begge ører. Du får forståelse for hvordan et avanceret digitalt høreapparat virker og kan med denne viden udvælge og tilpasse høreapparater til den hørehandicappede.
Mere om specialisering i Pædagogisk audiologi
Du kan se mere om de enkelte fag, som uddannelsen til Pædagogisk Audiolog består af her.
Du lærer at lave og tolke de audiologiske målinger (høreprøver) og får indsigt i hvordan disse er grundlaget for valg af høreapparat. Hvis klientens hørenedsættelse er på en bestemt måde, skal der vælges et særligt høreapparat. Desuden får du detaljeret viden om den pædagogiske behandling af den hørehandicappede og bliver således i stand til at give børn og voksne et rigere liv med lyd!
Audiologi i praksis – uddannelse med teori, fordybelse og praktikophold
På begge specialiseringer får du som studerende kontakt til hverdagen som arbejdende audiolog via praktikperioderne på 5. og 6. semester.
Alle audiologistuderende har indlagt cirka et halvt års praktik fortrinsvis på de audiologiske afdelinger på de danske hospitaler, men også på kommunikationscentre. Opholdet er ulønnet, men SU-berettiget, og vi hjælper dig med at finde en praktikplads.
Et socialt og eksklusivt studiemiljø
Audiologi er en lille, eksklusiv uddannelse, hvor der er rig mulighed for at lære alle dine medstuderende og underviserne rigtig godt at kende. Men selvom uddannelsen er lille, føler du dig aldrig isoleret. En del af undervisningen foregår sammen med studerende på Logopædiuddannelsen, og der er en stor fællesskabsfølelse på tværs af de to studier.
Læsegrupper og faglig sparring på tværs af årgange
Som audiologistuderende har du i gennemsnit 12 undervisningstimer om ugen. Dertil kommer forberedelsen til timerne. At studere er fuldtidsarbejde, og vi anbefaler, at du fra starten kommer med i en læsegruppe, så du kan diskutere stoffet sammen med dine medstuderende. Vi anbefaler også at du engagerer dig i det faglige miljø på tværs af årgange og at du på den måde sikrer, at du hele tiden er opdateret med den nyeste audiologiske viden!
Forskellige faglige miljøer
I løbet af uddannelsen får du din daglige gang i flere faglige miljøer fra det stringent teoretiske til interaktion med klienter i praksis.
Undervisningen foregår såvel på Campus Odense som på Odense Universitetshospital og Center for Rehabilitering og Specialrådgivning (CRS). Dette sikrer dig en tæt praktisk forankring i de forskellige faglige miljøer, der danner grundlag for uddannelsen. Uddannelsen er desuden tilknyttet en lang række forskningsmiljøer i lyd og hørelse, sprog og interaktion samt musikersundhed.