Den naturvidenskabelige bachelor- og kandidatuddannelse i Anvendt Matematik beskæftiger sig med en særlig måde at arbejde med matematik på.
Selv om matematik gennem århundreder er udviklet i vekselvirkning med anvendelser, så spiller konkrete anvendelser en ret beskeden rolle i den traditionelle matematikundervisning.
Uddannelsen i Anvendt Matematik lægger hovedvægten på at udvikle kompetencer til formulering og løsning af praktiske problemer i erhvervslivet og den offentlige sektor ved brug af matematik, herunder numerisk analyse og statistik.
Undervisningsformen
Undervisningen veksler mellem holdundervisning, forelæsninger, laboratorieøvelser og projektarbejde. Derudover vil der være hjemmearbejde, som du har mulighed for at lave sammen med din læsegruppe. Hvis I vil sidde med jeres opgaver på universitetet, kan I benytte jer af de studiepladser, der er stillet til rådighed.
Studiemiljø
Hvorfor lige SDU?
Hvorfor i alverden skal du vælge at læse i Odense? Universitetsuddannelserne er gode på alle universiteterne, og selvom vi arbejder hårdt på sagen, så er vores uddannelser sikkert ikke bedre end de andre universiteters.......
....Men det er størrelsen, det kommer an på!
Vores styrke er, at det naturvidenskabelige miljø ikke er så stort. Vi optager omkring 300 nye studerende om året på de naturvidenskabelige uddannelser, så du kommer til at kende alle på din årgang og får dermed mulighed for at skabe venskaber på kryds og tværs. Du kommer hurtigt på fornavn med de forskere, der underviser dig, og din personlige kontakt med forskerne gør det nemt at opsøge hjælp til en svær afleveringsopgave i løbet af studiet eller at henvende dig, hvis du vil diskutere et projekt med en forsker.
Alt under ét tag
På Syddansk Universitet i Odense er langt de fleste uddannelser samlet under ét tag, hvor alle de naturvidenskabelige uddannelser også er placeret. Det er praktisk og hjælper til at binde studiemiljøet sammen, og du kommer let i kontakt med studerende fra mange forskellige uddannelser – ikke mindst i den fælles fredagsbar. Universitetet udvides i øjeblikket med nye, flotte undervisningslokaler og laboratorier, så du vil blive del af et miljø i rivende udvikling og med store fremtidsplaner.
Dit studiemiljø
IMADA (Institut for Matematik og Datalogi) har et fagråd bestående af studerende, som bl.a. sørger for, at der bliver afholdt en masse arrangementer. Der bliver således arrangeret bowlingture, vinaftener, spilleaftener, hytteture, fester og virksomhedsbesøg. Desuden har IMADA et godt fællesområde tæt ved undervisernes kontorer, og de plejer at være venlige til at hjælpe, hvis man er gået i stå med en opgave.
Studiebyen Odense
Odense er en overskuelig by, og det er let at få en god og central bolig. Byen har et stort udbud af caféer og kulturelle arrangementer, og trænger du til en slapper fra bøgerne, er der rig mulighed for at nyde Odense fra den grønne side i byens mange parker. Læs mere om Odense som studieby
De naturvidenskabelige uddannelser i tal (2011)
- Der blev optaget 219 studerende på det fælles Førsteår
- Der startede 394 studerende i alt på de naturvidenskabelige uddannelser
- 50,6 % af optaget var piger - 49,4 % var drenge
- Gennemsnitsalderen for de nye studerende var 21,9 år
- Syddansk Universitet har 22.693 studerende i alt